USA: Denne video viser Iran fjerne mine fra olietanker

USA har offentliggjort en video, der ifølge dem selv viser iranske styrker i færd med at fjerne en mine fra en japansk olietanker.

Beskyldningerne mellem USA og Iran fyger fortsat gennem luften, efter to tankskibe i går blev evakueret i farvandet mellem Iran og Oman, da de blev ramt af eksplosioner.

Nu har USA offentliggjort en video, der ifølge dem viser iranske sikkerhedsstyrker fjerne en ueksploderet mine fra siden på en af de involverede tankere.

Amerikanerne har også fremlagt et foto, der angiveligt viser minen inden den altså skulle være blevet fjernet, skriver BBC.

Du kan se videoen, USA har offentliggjort, via linket herunder:

Hvad skete der i går?

To tankskibe blev i formiddagstimerne i går evakueret i farvandet mellem Iran og Oman, da de blev ramt af eksplosioner.

Det ene af skibene, Front Altai, der er ejet af norsk-cypriotiske John Fredriksen, brød i brand efter det formodede angreb.

Det andet tankskib, som er involveret, er 'Kokuka Courageous', som sejler under Panama-flag.

Alle 44 søfolk fra de to skibe er bragt i sikkerhed i den iranske havneby Bandar-e-Jask.

Episoden skærper en i forvejen anspændt stemning med øget militær aktivitet i Den Persiske Golf, hvor fire andre tankskibe for en måned siden blev angrebet med miner i havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater.

USA: Åbenlyse angreb fra Iran

USA's udenrigsminister Mike Pompeo sagde ved et pressemøde torsdag aften at det var Iran, der stod bag gårsdagens angreb.

Pompeo kalder hændelserne for 'åbenlyse angreb'.

- Det er vurderingen fra USA's regering, at Iran er ansvarlig for de angreb, der blev gennemført i Omanbugten i dag, sagde han under en pressebriefing i det amerikanske udenrigsministerium i Washington.

Iran afviste i går at stå bag episoderne.

Iran-USA konflikten

USA og Saudi-Arabien har anklaget Iran for at stå bag angrebet i maj, hvor fire tankskibe blev angrebet med miner ud for emiratet Fujairah, og iranerne vil uvægerligt være blandt de mistænkte efter det nye formodede angreb.

- Iranerne vil helt sikkert afvise alle beskyldninger om, at de står bag, og amerikanerne vil give iranerne skylden, siger lektor ved forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Og Iran er allerede i gang med sin krisekommunikation.

- Alle lande i regionen skal være forsigtige med ikke at falde i den fælde, som er sat af dem, som har gavn af regional usikkerhed, siger Ali Rabei, talsmand for Irans regering ifølge Reuters.

Facebook
Twitter