USA dræber al-Qaedas leder med drone i Kabul

Ayman al-Zawahiri ledede terrorgruppen efter drabet på Osama bin Laden i 2011.

Ayman al-Zawahiri (th) i selskab med Osama bin Laden (tv) i 2001. (Foto: ho © Scanpix Denmark)

USA's præsident, Joe Biden, oplyser natten til tirsdag dansk tid, at lederen af den islamistiske terrorbevægelse al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, er blevet dræbt i et angreb i weekenden i Afghanistans hovedstad, Kabul.

- Nu er retfærdigheden sket fyldest, og denne terroristleder er ikke mere, siger Joe Biden om aktionen.

Angrebet fandt sted søndag morgen kort efter klokken 6:00 lokal tid, skriver Reuters.

Dermed bekræfter Biden forlydender i flere medier.

Dræbt af drone

Få timer inden Bidens tale skrev flere nyhedsbureauer på baggrund af anonyme regeringskilder, at CIA i weekenden havde udført et vellykket angreb med en drone mod et "vigtigt al-Qaeda-mål" i Kabul.

En kilde oplyste til Reuters, at målet for angrebet var 71-årige Ayman al-Zawahiri.

En talsmand for Taliban-bevægelsen, der sidder på magten i Afghanistan, bekræfter over for Reuters, at en bolig i Kabul i weekenden var udsat for et angreb fra en drone.

Taliban fordømmer aktionen, og betegner den som et brud på "internationale principper".

Ifølge Joe Biden kom ingen af al-Zawahiris familiemedlemmer til skade i angrebet, og der var heller ikke andre civile tab. Al-Qaeda-lederen stod på en balkon i sin hemmelige bolig, da den amerikanske drone angreb, oplyser BBC.

'En aktiv trussel'

USA har aldrig lagt skjul på, at landet gik efter at dræbe førstemanden i al-Qaeda, der af USA karakteriseres som en terrorbevægelse.

Amerikanske efterretningstjenester har med stor sikkerhed fastslået, at vitterligt er al-Zawahiri, som blev dræbt.

- Zawahiri udgjorde fortsat en aktiv trussel mod amerikanske personer, interesser og den nationale sikkerhed, siger en ledende person fra Bidens administration ifølge Reuters.

- Hans død er et betydeligt tilbageslag for al-Qaeda og vil forringe gruppens evne til at operere, tilføjer personen.

Ayman al-Zawahiri var en af verdens mest eftersøgte terrorister. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Bin Ladens højrehånd

Egypteren Ayman al-Zawahiri var i årevis højrehånd for al-Qaedas leder Osama bin Laden, som blev dræbt i en amerikansk militæraktion i 2011 i Pakistan.

Efter drabet på bin Laden blev Ayman al-Zawahiri udpeget som ny leder af al-Qaeda.

Al-Zawahiri er blevet beskrevet som terrornetværkets chefideolog.

Den lægeuddannede al-Zawahiri var med til at koordinere angrebene 11. september 2001 i USA, da fire passagerfly blev kapret.

To af flyene blev styret ind i tvillingtårnene i World Trade Center i New York, mens et styrtede ned ved Pentagon og et andet styrtede ned på en mark i Philadelphia.

Næsten 3.000 mennesker blev dræbt i terrorangrebet.

Amerikanere mindes ofrene på 20-årsdagen for terrorangrebet mod New York. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Marginaliseret

Under Ayman al-Zawahiris ledelse har al-Qaeda gradvist mistet betydning, mens rivaliserende islamistgrupper som Islamisk Stat har vundet frem.

BBC beskriver ham som en marginal og fjern figur, som med ujævne mellem udsendte meddelelser, der ikke havde den store gennemslagskraft.

Al-Qaedas vigtigste mission har altid været at gennemføre storstilede terrorangreb mod Vesten og helst USA. Men siden al-Zawahiri formelt overtog ledelsen i 2011, har al-Qaeda tilsyneladende ikke haft kapacitet til at organisere store angreb.

Egypterens magtovertagelse skete samtidig med borgerkrigen i Syrien, som gav grobund for Islamisk Stat (IS) - en gruppe, som al-Zawahri mente var for ekstrem og aktivt modarbejdede. Men IS havde tydeligvis større appel end al-Qaeda blandt personer, som var tiltrukket af jihadisme, skriver New York Times.

I 2015 forsøgte al-Zawahri at køre Osama bin Ladens søn, Hamza bin Laden, i stilling som al-Qaedas nye stjerne, der kunne tiltrække en ny generation af militante. Men også det projekt mislykkedes. Hamza bin Laden menes at være dræbt af USA i enten 2017 eller 2018.