USA-ekspert: Vigtigt for Biden og demokraterne at komme af med skandaleramt Cuomo

New York-guvernøren Andrew Cuomo var Demokraternes coronahelt, men partiet måtte tage konsekvensen af anklager om seriekrænkelser.

New Yorks guvernør Andrew Cuomo på vej mod en ventende helikopter, efter at han har annonceret sin afsked. (Foto: CAITLIN OCHS © Ritzau Scanpix)

Rettelse: Der har tidligere stået i rubrikken... 'krænkeren Coumo', men da han ikke er dømt for krænkelser, har vi fjernet ordet. I underrubrikken har vi præciseret, at der er tale om anklager om krænkelser.

Da New Yorks demokratiske guvernør Andrew Cuomo i går aftes meddelte, at han træder tilbage fra sin post på grund af anklager om krænkelser og seksuel chikane, må der være gået et lettelsens suk igennem Det Ovale Værelse.

For med de mange vidneudsagn fra kvinder, som anklager guvernøren, har det længe stået klart, at han var en belastning for præsident Joe Biden og Demokraterne, fortæller Anders Agner Pedersen, som er chefredaktør på Kongressen.com.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at man allerede tilbage i marts måned forsøgte at få ham til at gå af, siger Anders Agner.

- Allerede dengang syntes man, at han var en belastning for partiet, og man synes, at det har taget længere tid, end det burde, når man allerede dengang kunne se, at det ville ende med, at han måtte gå af.

Tager krænkelser alvorligt

I stedet købte Andrew Cuomo sig tid med en undersøgelse fra delstatens justitsministerium. Da den 168-sider lange rapport så i sidste uge var færdig, beskrev den krænkelser af mindst 11 kvinder.

Flere toppoltikere i partiet krævede hans afgang. Det viser, hvor vigtigt det er for Det Demokratiske Parti at blive set som partiet, der tager #metoo alvorligt, siger Anders Agner Pedersen.

- Det er jo ikke hver dag, at en siddende præsident opfordrer en siddende guvernør og partifælle til at gå af, og det har Joe Biden gjort i tilfældet med Cuomo, siger han.

Video: Se Andrew Cuomo tage sin afsked.

- Demokraterne vil virkelig gerne, at de bliver set som partiet, der tager det her alvorligt og dermed også kunne kritisere republikanerne for ikke at gøre det. Alle de sager, som Trump har haft med sig, har gjort, at den front er trukket ret hårdt op.

- Derfor sætter de handling bag ordene og siger: "Det her gider vi ikke som parti".

Også den demokratiske senator Al Franken blev efter pres fra partifællerne nødt til at trække sig, da han blev anklaget for upassende adfærd.

Gav modspil til Trumps coronahåndtering

Nu er Andrew Cuomo så fældet efter pres fra eget hold. Men det er ikke lang tid siden, at New York-guvernøren var partiets coronahelt for hans håndfaste håndtering, da pandemien ramte storbyen.

På tv-transmitterede pressemøder brugte han grafer og rekvisitter til at illustrere situationens alvor.

- Pludselig var hans popularitet stor - ikke bare i New York, men blandt demokrater i hele landet, siger Anders Agner.

- Han var måske i virkeligheden den, der allerstærkest tegnede en klar opposition til præsident Trumps håndtering af coronakrisen. Og der var folk, der pludseligt tænkte: "Nej, kunne han ikke blive præsidentkandidat i stedet for Joe Biden?"

Skal finde en ny kandidat

Men Cuomos heltebillede falmede, da det kom frem, at han havde underdrevet antallet af covid-19-relaterede dødsfald på statens plejehjem.

Og da en tidligere assistent i februar stod frem og fortalte, hvordan han blandt andet havde kysset hende mod hendes vilje, indledte Andrew Cuomos politiske stjerne et "frit fald", der ifølge Anders Agner Pedersen er fortsat lige siden.

- Set fra Joe Bidens perspektiv er det nødvendigt, at Cuomo måtte gå, siger han.

- Biden og partiet har travlt for at få lukket den her sag ned nu. Både for at finde partiets nye kandidat i New York i guvernørvalget i 2022, men også for at sikre, at sagen ikke skader partiet mere, end den allerede har gjort.

Facebook
Twitter