USA er klar til at udruste Tyrkiet med både penge til nødhjælp og ammunition til at fortsætte offensiven mod den syriske regeringshær i Syriens Idlib-provins.
Det oplyser USA's særlige udsending i Mellemøsten, James Jeffrey, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er klar til at levere. Præsidenten nævnte for eksempel ammunition.
- Tyrkiet er en Nato-allieret. Vi vil sikre os, at udstyret er klar. Som en Nato-partner udveksler vi efterretninger, og vi vil sikre os, at Tyrkiet har, hvad de har brug for.
Den amerikanske ambassadør i Tyrkiet oplyser samtidig, at Tyrkiet har bedt om lov til at købe amerikanske jord-til-luft-missiler.
Meldingen fra USA kommer, mens Tyrkiet har optrappet sin militære tilstedeværelse i Idlib. Her er Tyrkiet gået ind for at bekæmpe den syriske regeringshær i området, efter at 33 tyrkiske soldater blev dræbt i et luftangreb i sidste uge.
Så sent som i morges skød Tyrkiet et syrisk kampfly ned, og ifølge det tyrkiske statsmedie Anadolu har Tyrkiet ødelagt adskillige kampvogne, uaffyrede missiler, køretøjer og dræbt regeringssoldater.
Voldsomme bombardementer
Frontlinjen mellem Tyrkiet og Syriens styre i Idlib er opstået, mens den værste humanitære katastrofe i den ni år lange krig udspiller sig i området.
Syriens regeringsstyrker, der er ledet af præsident Bashar al-Assad, kæmper med støtte fra Rusland mod en blanding af tyrkisk-støttede oprørere og islamistiske fraktioner i Idlib.
Kampene i provinsen eskalerede i slutningen af sidste år, og siden december er lige knap en millioner personer blevet tvunget på flugt fra bombardementer og kampe. 80 procent af dem på flugt er ifølge FN kvinder og børn, og flytningene har ingen sikre steder at tage hen.
Udover at ville levere våben til Tyrkiet, har USA i dag meddelt, at man vil levere 108 millioner dollar til humanitær hjælp i området.
Tirsdag i sidste uge blev 25 civile dræbt og 80 såret i voldsomme bombardementer i provinsen, mens otte skoler og to børnehaver blev ramt.
Tyrkiets angreb på de syriske styrker i området har ikke fået bombardementerne til at stoppe. I går udførte det syriske styre med støtte fra Rusland 95 luftangreb i provinsen, skriver nyhedsbureauet AP.
I morges blev syv civile, tre af dem børn, dræbt i angreb på i byen Saraqib i regionen.
Billeder fra nyhedsbureauet AP viser samtidig civile, der pakker deres ting sammen og forlader en skolebygning, der har været brugt til at huse internt fordrevne.
Tyrkiet har sat sit forhold EU på prøve
Den store mængde af mennesker, der er på flugt i Idlib, er fanget inde i landet. Flere søger til grænsen mod Tyrkiet, der dog for længst har lukket grænsen for flere flygtninge.
Tyrkiet huser mere end 3,6 millioner syriske flygtninge, som har lagt hårdt pres på landet.
I weekenden stod det så klart, at Tyrkiet havde fået nok. Selvom Tyrkiet modtager seks milliarder euro - lige knap 45 milliarder kroner - fra EU for at holde på flygtningene, besluttede regeringen at åbne grænsen og lade flygtninge søge op mod Grækenland.
Målet for Tyrkiet er klart. Regeringen vil have EU til at tage ansvar for flygtninge og samtidig hjælpe til på den syriske slagmark.
Det er en manøvre, der sætter samarbejdet mellem Tyrkiet og EU på en hård prøve. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, har forud for et EU-møde om situationen beskyldt den tyrkiske præsident for at bryde 'en klokkeklar aftale'.