USA forhøjer told på europæiske varer

Fra den 18. oktober vil toldsatserne på en række europæiske varer blive forhøjet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er allerede i toldkrig med Kina. Nu forhøjes told på europæiske varer. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

USA vil sætte tolden i vejret på en række varer produceret i EU. De øgede toldsatser bliver indført 18. oktober.

Det oplyser USA's særlige handelsrepræsentant ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil de nye toldsatser blandt andet ramme eksporten af fly. Således vil fly blive pålagt en told på ti procent.

Flydele vil dog ikke være omfattet af de nye toldsatser.

Samtidig vil USA indføre told på 25 procent på andre varer, heriblandt nogle landbrugsvarer.

Beslutningen om at indføre nye toldsatser på udvalgte EU-varer blev truffet, efter at Verdenshandelsorganisationen (WTO) onsdag afgjorde en langvarig sag om ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus.

Ulovlig støtte

USA anklagede allerede i 2004 flere europæiske lande for at yde ulovlig støtte til det franske selskab. Statsstøtten gav ifølge USA Airbus en uretfærdig fordel over for den amerikanske konkurrent Boeing.

Onsdag valgte WTO at give USA medhold i sagen og åbnede samtidig for muligheden for at indføre højere toldsatser på varer fra EU.

USA's præsident, Donald Trump, der tidligere har kastet sig ud i en toldkrig med Kina, kalder WTO's afgørelse en sejr for USA.

- Vi tager mange sejre i WTO. Alle de lande har flået USA, og de ved, at jeg er klar over det, siger han ifølge AFP.

Det er endnu uvist, hvor mange europæiske varer der vil blive ramt af de nye toldsatser.

WTO har tilladt USA at indføre told på europæiske varer for 7,5 milliarder dollar årligt, skriver Reuters.

EU har tilsyneladende ikke i sinde at ignorere de nye amerikanske toldsatser.

- Hvis USA beslutter sig for at indføre WTO-godkendte modforanstaltninger, så vil det presse EU ud i en situation, hvor vi ikke har noget andet valg end at gøre det samme, lyder det i en erklæring fra EU ifølge AFP.

En EU-embedsmand siger dog ifølge samme nyhedsbureau, at enhver gengældelsestold fra EU vil være ulovlig.

/ritzau/