USA gennemfører endnu et angreb mod Islamisk Stat i Afghanistan

En drone har ramt et køretøj med sprængstoffer, bekræfter det amerikanske militær.

Søndag eftermiddag berettede øjenvidner om, at der var sket en eksplosion i Kabul. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

USA har i dag gennemført et droneangreb mod Islamisk Stat i Afghanistan, der også er kendt som ISIS-K.

Angrebet var rettet mod et køretøj i Afghanistans hovedsstad, Kabul. Ifølge det amerikanske militær var køretøjet en trussel mod lufthavnen i Kabul. USA ramte målet og "eliminerede en forestående ISIS-K trussel".

- Amerikanerne siger, at det var en terrorist fra Islamisk Stat, der var på vej til lufthavnen i en bil fyldt med sprængstof, siger DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar, der befinder sig i Kabul.

Efterfølgende eksplosioner fra køretøjet bekræfter, at der var sprængstoffer i bilen, vurderer det amerikanske militær.

- Derudover har der været et raketangreb nær lufthavnen i Kabul. Men der er ingen informationer om, hvor det stammer fra, siger Philip Khokhar.

'Meget farlig fase'

Natten til søndag advarede USA's præsident, Joe Biden, om et nyt, nært forestående terrorangreb i Kabul.

- Risikoen for nye terrorangreb ved lufthavnen er ekstremt høj. Et nyt angreb inden for de næste 24-36 timer er højst sandsynlig.

På tirsdag skal de sidste amerikanske tropper være trukket ud af Afghanistan. Ifølge Philip Khokhar er USA's primære fokus derfor at flyve amerikanske soldater ud af Kabul. Og det stiller de sidste soldater i en vanskelig situation.

- Det her er en meget farlig fase. Jo færre amerikanske soldater der er i lufthavnen, jo mere sårbare er de i virkeligheden, siger Philip Khokhar.

Der har i dag også været et raketangreb nær lufthavnen i Kabul. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

USA har hævnet terrorangreb

Natten til lørdag gennemførte USA et hævnangreb mod Islamisk Stat i Afghanistan, hvor en drone ramte en bil og dræbte en 'planlægger', der tilhørte Islamisk Stat i Aghanistan.

USA's militær oplyser også, at en militant, der også var i bilen, ligeledes menes at være blevet dræbt.

Det skete efter, at Islamisk Stat i Afghanistan torsdag udførte et terrorangreb ved lufthavnen i Kabul. Her har tusinder samlet sig, siden Taliban overtog magten i forsøget på at komme ombord på et evakueringsfly ud af landet.

Mindst 100 mennesker mistede livet i angrebet - heriblandt 13 amerikanske soldater.

  • Mindst 100 mennesker mistede livet efter Islamisk Stati Afghanistan udførte et angreb nær lufthavnen i Kabul torsdag, (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
  • Joe Biden har advaret mod nye angreb ved lufthavnen i Kabul. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Torsdag aften lovede Joe Biden, at USA ville hævne sig på de personer, der havde skyld i angrebet.

USA's droneangreb fandt sted i Nangarhar-provinsen i den østlige del af Aghanistan, hvor Islamisk Stat i Afghanistan er til stede.