USA har endelig fået en forsvarsminister: Tidligere våbenlobbyist godkendt

En afstemning i Senatet markerer afslutningen på den hidtil længste periode uden en forsvarsminister i USA.

55-årige Mark Esper bliver USA's næste forsvarsminister. (Arkivfoto) (Foto: REUTERS/ Yuri Gripas © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Senatet i USA stemmer tirsdag for, at fungerende forsvarsminister Mark Esper formelt bliver godkendt til jobbet.

Dermed er den længste periode, hvor det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har stået uden en godkendt leder, slut.

Tidligere forsvarsminister Jim Mattis trådte tilbage i december sidste år grundet uenighed med præsident Donald Trump.

Både republikanere og demokrater i Kongressen opfordrede Trump til hurtigst muligt at finde en ny forsvarsminister.

Opfordret til at finde ny minister

Inden tirsdagens afstemning opfordrede den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, medlemmerne til at bakke op om Esper som forsvarsminister.

Den 55-årige Esper har tidligere arbejdet som lobbyist for våbenleverandøren Raytheon Co., der specialiserer sig i forsvarsteknologi.

Op til afstemningen spurgte den demokratiske senator Elizabeth Warren Esper ind til hans bånd til Raytheon.

Warren prikkede også til, at Esper har nægtet at forlænge en etisk forpligtelse, som han underskrev i 2017. Den skulle sikre, at han ville undgå at træffe beslutninger, der har noget med Raytheon Co. at gøre.

Kommer fra stilling i høren

Esper kom fra en stilling som minister for hæren, da han i juni blev fungerende forsvarsminister. Han overtog embedet fra den tidligere fungerende forsvarsminister Patrick Shanahan.

Shanahan gik af med en forklaring om, at han ville tilbringe mere tid med sin familie. På det tidspunkt havde han været fungerende minister siden årsskiftet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde inden Patrick Shanahans afsked givet udtryk for, at han ønskede ham fast i rollen.

Samtidig med Shanahans afgang afslørede avisen USA Today, at FBI havde undersøgt en gammel sag om husspektakler.

Sagen går angiveligt ni år tilbage, hvor både Shanahan og hans ekskone hævder, at de er blevet slået af modparten.

/ritzau/Reuters