USA har for femte gang på seks dage over 40.000 virustilfælde

Mindst 16 amerikanske delstater har suspenderet genåbning, fordi kurven over virussmittede personer stiger.

Sundhedsmedarbejdere tager sig af coronasmittede patienter på intensivafdelingen på et hospital i Texas. (Foto: CALLAGHAN O'HARE © Scanpix)

Næsten hver tredje amerikanske delstat har sat deres planer for at genåbne samfundsaktiviteter på pause eller tilbagerullet dem, fordi kurven over antallet af smittede er begyndt at stige igen.

Det skriver CNN. Ifølge det amerikanske medie er genåbningen bremset i 16 ud af i alt 36

delstater
, hvor det daglige antal smittede er stigende.

Ifølge en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters er der tirsdag for femte gang på seks

døgn
registreret over 40.000 nye daglige virustilfælde i USA.

Men det kan blive endnu værre, advarer USA's topsundhedsrådgiver Anthony Fauci.

Han har fortalt det amerikanske senat, at han "ikke ville blive overrasket", hvis antallet når op på 100.000 nye daglige virustilfælde. Fauci mener ikke, at restriktionerne om social distance og ansigtsmasker er nok:

- Vi har tydeligvis ikke kontrol lige nu, sagde han til

Senatet
ifølge BBC.

Stor smittestigning i juni

I løbet af juni er antallet af smittede personer mere end fordoblet i 14

delstater
, viser en analyse fra nyhedsbureauet Reuters. Deriblandt er de tre mest
folkerige
stater, Californien, Texas og
Florida
.

Arizona har oplevet den største stigning med 294 procent i forhold til maj. Derefter kommer South Carolina med 200 procent og Arkansas med 179 procent flere tilfælde i juni.

For hele USA var antallet af nye tilfælde 46 procent højere i juni end i maj, og

dødstallet
steg med 21 procent.

Over 125.000 mennesker er døde af Covid-19 i USA, og antallet af smittetilfælde overstiger 2,5 millioner.

Dødstallet
er ifølge CNN uforholdsmæssigt højt, fordi det svarer til næsten 25 procent af det
globale
dødstal, mens USA's indbyggerantal kun udgør fire procent af verdens befolkningen.

Trump er vred på Kina

Det nye coronavirus blev opdaget i Kina i slutningen af sidste år. Med drastiske foranstaltninger, som for eksempel ind- og udrejseforbud for millionbyen Wuhan, lykkedes det at få bremset smittespredningen.

USA's præsident, Donald Trump, har flere givet Kina skylden for virusepidemien, som har sendt millioner af amerikanere ud i

arbejdsløshed
.

Tirsdag siger Trump, at hans vrede over for Kina er voksende.

Det skete efter udtalelselserne fra sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, om, at

myndighederne
ikke har fuld kontrol over pandemien.

- Når jeg ser pandemien sprede sit grimme ansigt over hele verden, inklusive den enorme ødelæggelse den har påført USA, bliver jeg mere og mere vred på Kina, skriver Trump i et

tweet
.

/ritzau/

Facebook
Twitter