USA har gennemført første statslige henrettelse i 17 år

Præsident Donald Trump genindførte statslige henrettelser kort efter sin tiltræden, og den første er nu gennemført.

Flere var mødt frem ved fængslet for at protestere over henrettelsen. (Foto: Bryan Woolston © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

USA har har gennemført den første føderale henrettelse i 17 år, da 47-årige Daniel Lewis Lee i eftermiddag dansk tid fik en dødelig indsprøjtning.

Det skete, efter at Højesteret i USA tidligere tirsdag havde banet vejen for henrettelsen. I går havde en føderal dommer udskudt henrettelsen, men Højesteret slog fast, at henrettelsen gerne måtte finde sted.

Daniel Lewis Lee var dømt til døden for at dræbe en familie på tre mennesker, heriblandt en otteårig pige.

Fastholdt sin uskyld

Lige før han fik indsprøjtningen tirsdag i et føderalt fængsel i Terre Haute, Indiana, fastholdt han sin uskyld.

- Jeg gjorde det ikke. Jeg har lavet mange fejl i mit liv, men jeg er ikke morder. I dræber en uskyldig mand, sagde Daniel Lewis Lee ifølge AP.

Henrettelsen, der med Højesterets dom blev banet vej for, er den første foretaget af føderale myndigheder i USA i 17 år.

To yderligere føderale henrettelser er planlagt senere på ugen. En fjerde er planlagt i august, rapporteret nyhedsbureauet AP.

Henrettelser stoppet af Barack Obama

Sidste år blev der foretaget 22 henrettelser i USA. Men hver gang var det en enkelt delstat, der stod for det. Den seneste statslige henrettelse fandt altså sted i 2003.

28 af de 50 stater i USA har på papiret stadig dødsstraf.

Delstaternes retssystemer håndterer de fleste lovbrud i USA. Men det fælles, føderale system i USA tager over ved særlig alvorlig kriminalitet - blandt andet terror og hadforbrydelser. Daniel Lewis Lees er løftet op på det plan.

De føderale henrettelser blev sat på hold af tidligere præsident Barack Obama. Det skyldtes, at der var indbragt et stort antal klager ved de amerikanske domstole om, at henrettelserne stred mod forfatningen.

Præsident Donald Trump beordrede de føderale henrettelser genoptaget, få måneder efter at han var blevet indsat i 2017.

/ritzau/

Facebook
Twitter