USA har nu konstateret flere tilfælde af coronavirus end Kina

85.991 er ifølge Johns Hopkins University konstateret smittet i USA.

Millionbyen New York er et af de hårdest ramte steder. På billedet ses sundhedspersonalet ved Elmhurst Hospital i Queens, hvor mindst 13 personer har mistet livet.

USA er nu det land i verden, der har registreret flest smittetilfælde med coronavirus.

85.991 har ifølge Johns Hopkins University fået konstateret Covid-19 i USA. 1.296 har mistet livet.

Kina er nummer to på den liste med 81.782 tilfælde, mens Italien har tredjeflest registrerede smittefælde med 80.589.

Der er registreret over en halv million smittetilfælde på verdensplan.

Tallet for de registrerede smittede er ikke nødvendigvis et retvisende tegn på, hvor mange der rent faktisk er smittet, da der formodes at være store mørketal, og det er forskelligt fra land til land, hvor stor en del af befolkningen, der testes for coronavirus.

Tidligere i dag blev USA's præsident spurgt om udsigten til, at man kunne overhale Kina som det land i verden med det højeste antal registrerede smittede. Her påpegede Trump, at man skal se tallene i sammenhæng med, hvor meget man tester.

- Jeg ser det som en anerkendelse af vores tests. For det første ved man ikke, hvad antallet i Kina er. Jeg tror ikke, at man kan sige noget om, hvor meget Kina rent faktisk tester, sagde præsidenten ifølge CNN.

Skal tale med Kina

Donald Trump sagde på pressemødet, at han i dag skal tale med Kinas præsident, Xi Jinping, om coronavirus.

Pandemien har skabt en strid mellem de to supermagter. Trump og hans embedsmænd har flere gange kaldt coronavirusset for "den kinesiske virus" eller "Wuhan-sygen", hvilket Kina har kritiseret og kaldt racistisk.

Overalt i USA har man som i flere andre lande opfordret folk til at blive hjemme, og store dele af landet er blevet lukket ned.

Især New York er hårdt ramt af coronavirus. Faktisk er man så hårdt ramt, at man er begyndt at opsætte midlertidige lighuse, der skal hjælpe med at håndtere de mange dødsfald, som byen oplever på grund af coronavirusset.

Senest gjorde New York brug af de midlertidige lighuse efter terrorangrebene på World Trade Center 11. september 2001, hvor knap 3.000 mennesker omkom.

Kæmper med både syge og presset økonomi

Udover frygten for, at pandemien kan ende med et højt dødstal, er supermagtens økonomi netop nu også i fokus, og der er rekordmange ledige.

Natten til torsdag stemte Senatet ja til en historisk hjælpepakke på over 2.000 milliarder dollar, der skal hjælpe med at holde gang i hjulene.

Hjælpepakken skal dog først godkendes i Repræsentanternes Hus fredag og derefter underskrives af præsidenten, før den er en realitet.