USA har undersøgt rester af soldater: Alt tyder på, at Nordkorea taler sandt

Nordkorea udleverede i sidste uge 55 kasser med jordiske rester af amerikanske soldater til USA.

Det var under topmødet i Singapore i juni, at den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un, gik med til at overdrage de jordiske rester til den amerikanske præsident, Donald Trump. (Foto: Evan Vucci © Scanpix)

Der er næppe nogen tvivl om, at de jordiske rester, som det nordkoreanske styre i sidste uge overdrog til USA, stammer fra faldne amerikanske soldater.

Det er meldingen fra de amerikanske myndigheder efter de indledende retsmedicinske undersøgelser af resterne.

- Der er ingen grund til at betvivle, at der er tale om dræbte fra Koreakrigen, lyder det fra John Byrd, der er retsmedicinsk antropolog ved det amerikanske justitsministerium og leder af undersøgelsen.

- De jordiske rester stemmer over ens med de jordiske rester, som vi selv har fundet i Nordkorea på vores egne tidligere bjærgningsoperationer, siger han.

Fredag i sidste uge blev 55 kasser med det, man formoder er jordiske rester af amerikanske soldater, som faldt på den nordkoreanske side under Koreakrigen, sendt til Osan-luftbasen i Sydkorea.

Her blev kasserne, der hver især var indhyllet i FN-flag, modtaget af uniformsklædte soldater med hvide handsker.

Ifølge Det Hvide Hus vil der blive afholdt en formel hjemsendelsesceremoni i dag, hvorefter de endeligt vil blive sendt tilbage til USA.

5.300 soldater mistede livet i Nordkorea

Her vil der blive foretaget yderligere undersøgelser af de jordiske rester, som er mere end 60 år gamle.

Ifølge John Byrd har nordkoreanerne også overdraget et enkelt identifikationsmærke fra en amerikansk soldat. Det er dog uklart, om det også er soldatens jordiske rester, som amerikanerne nu har modtaget.

Udleveringen skete i kølvandet på det historiske topmøde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, for halvanden måned siden.

Her gik nordkoreanerne med til at udlevere de jordiske rester til amerikanerne.

Mere end 7.700 soldater fra USA er fortsat meldt savnet efter krigen, der varede fra 1950 til 1953, og som formelt set aldrig er blevet afsluttet.

Omkring 5.300 amerikanere mistede livet i det område, som i dag udgør Nordkorea.

Facebook
Twitter