USA indfører nye sanktioner: Går efter Irans øverste leder

Højtstående officerer og den iranske udenrigsminister vil blive ramt af en ny række sanktioner, bekræfter USA's finansminister.

USA's finansminister annoncerede nye sanktioner mod Iran i dag som et led i den amerikanske 'maximum pressure'-strategi. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og højtstående officerer i Irans revolutionsgarde er nogle af dem, der nu vil blive ramt af økonomiske sanktioner indført af USA.

Det samme gælder for landets udenrigsminister, Mohammad Javad Zarik.

Det bekræfter USA's præsident og landets finansminister, Steven Mnuchin, mandag aften dansk tid.

Ifølge præsidenten, der har underskrevet ordren om den ny række sanktioner, vil en række økonomiske aktiver blive indefrosset og dermed ikke længere være tilgængelige for Khamenei.

- Irans øverste leder er den, der i sidste ende er ansvarlig for den fjendtlige måde, regimet handler på, siger Trump.

Finansminister: Beslutning truffet før drone-nedskydning

Sanktionerne, der allerede i weekenden blev annonceret af Trump på Twitter, vil ifølge finansministeren betyde, at iranske aktiver til en værdi af flere milliarder dollars vil blive indefrosset.

Beslutningen om indførelsen af sanktionerne er dog ifølge finansministeren - i modsætning til, hvad præsidenten har antydet - truffet før Irans Revolutionsgarde i sidste uge skød en ubemandet amerikansk drone ned nær Hormuz-strædet.

- Jeg ser frem til den dag, hvor vi kan ophæve sanktionerne mod Iran, og det igen kan blive et produktivt og velstående land. Jo før, desto bedre, skrev præsidenten på Twitter i weekenden.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er ifølge USA målet for en række nye sanktioner mod Iran. (Foto: CAREN FIROUZ © Scanpix)

Sanktionerne fra USA har ifølge udenrigsminister Mike Pompeo allerede ramt mere end 80 procent af Irans økonomi og er en del af den amerikanske 'maximum pressure'-strategi mod landet, som ifølge Donald Trump "aldrig må komme i nærheden af at udvikle atomvåben".

Det erklærede mål for amerikanerne er helt at nedbringe landets olieeksport. De nye sanktioner er dog mest af alt af symbolsk værdi, mener Brian O'Toole, der er senior fellow ved tænketanken Atlantic Council.

- Det vil have en effekt, fordi det vil irritere iranerne og gøre det vannskeligt at forhandle, hvis den øverste leder er underlagt sanktioner, siger han til Bloomberg.

Anstrengt forhold

Udmeldingen om de nye sanktioner kommer efter flere uger, hvor forholdet mellem Iran og USA lader til at være blevet mere anspændt.

Amerikanerne har bebrejdet iranerne for to adskilte episoder, hvor i alt seks tankskibe er blevet ramt eksplosioner, mens de sejlede tæt på ved Hormuz-strædet - en helt central passage for en tredjedel af verdens olieeksport.

Iranerne nægter at have noget med det at gøre og har i stedet truet med delvist at trække sig fra den internationale aftale om landets atomprogram, som USA forlod i maj 2018.

I sidste uge påtog den iranske revolutionsgarde sig til gengæld skylden for at have skudt en ubemandet milliondyr amerikansk drone ned i området og hævdede, at den befandt sig iransk luftrum.

Ifølge amerikanerne befandt dronen sig dog i internationalt luftrum, hvorfor episoden blev kaldt et "uprovokeret angreb", og Donald Trump fortalte få dage senere, at et planlagt angreb havde været undervejs, men at han indstillede det i 11. time.

Facebook
Twitter