USA lukker flere militærbaser i Europa

Pentagon skal spare en billion dollar i løbet af et årti, og nu annoncerer ministeriet besparelser i Europa.

Mange amerikanske soldater udstationeret i Europa skal måske snart hjem. Her er det amerikanske soldater, der fejrer jul i Afghanistan. (Foto: MOHAMMAD ISMAIL © Scanpix)

Det amerikanske forsvarsministerium er i gang med sparekniven i Europa, hvor regeringen har besluttet at lukke en stribe militære baser til en samlet besparelse på 3,1 milliarder kroner årligt.

Besparelsen drejer sig hovedsageligt om lukning af baser, mens mange soldater flyttes til andre steder.

2000 hjem fra Storbrittanien

Pentagon oplyser torsdag, at man vil lukke luftbaser og militære faciliteter 15 steder i forskellige europæiske lande, og bygningerne overdrages til de pågældende lande.

Spareøvelsen vil blive gennemført over en årrække, og nogle steder vil mandskab blive flyttet til andre baser.

Den største besparelse kommer til at ske i Storbritannien, hvor USA vil trække omkring 2000 ansatte hjem.

Del af spareplan

Flere militæranlæg i Tyskland vil blive lukket, men alt i alt ventes antallet af amerikanske soldater at stige med et par hundrede.

Forsvarsminister Chuck Hagel siger, at lukningen af baser vil medføre afskedigelser, og den vil bidrage til at maksimere de militære kapaciteter i Europa, så vi bedst muligt kan støtte vore Nato-allierede og partnere.

Besparelserne i Europa kommer i forlængelse af regeringens krav om, at Pentagon skal spare en billion dollar i løbet af et årti.

Hidtil har Kongressen nægtet nedskæringer på militærfaciliteter i USA, hvor der menes at være en overkapacitet på 20 procent.

USA: Andre Nato-lande skal give mere

Medlemmerne af Kongressen har krævet, at man først reducerer udgifterne i Europa.

Amerikanerne har flere end 64.000 soldater udstationeret i Europa, langt de fleste i Storbritannien, Italien og Tyskland.

USA, som er langt den største bidragyder til Nato-samarbejdet, har i årevis forlangt, at de øvrige 27 medlemslande øger deres forsvarsbudgetter.

På et topmøde i Wales i september indgik medlemmerne en ikke-bindende aftale, der skal udjævne misforholdet mellem USAs og de europæiske landes forsvarsbudgetter.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter