USA lukker ned for rejser fra Europa

Forbuddet gælder i 30 dage og skal være med til at forhindre smitte med coronavirus.

- Jeg vil ikke tøve med at tage de nødvendige skridt for at beskytte amerikanere, siger Trump.

USA lukker ned for rejser fra Europa til USA på grund af coronavirus.

Det siger den amerikanske præsident Trump i en tale til amerikanerne natten til torsdag dansk tid.

Forbuddet vil gælde i 30 dage fra fredag midnat lokal tid, og det gælder for de 26 lande, heriblandt Danmark, der er med i Schengen-samarbejdet. Rejsende fra eksempelvis Storbritannien og Irland er derfor ikke omfattet af restriktionerne.

Trump siger, at beslutningen er truffet for at afholde nye tilfælde af coronasmittede fra at komme ind i landet, og han kritiserer EU-landene for ikke at have gjort nok for at inddæmme smitten.

- Den Europæiske Union lykkedes ikke med at tage de samme foranstaltninger og forhindre rejsende fra Kina og andre hot spots, siger præsidenten.

Ifølge ham er det derfor rejsende fra Europa, der nu har medført klynger af coronasmitte i USA.

- Jeg vil ikke tøve med at tage de nødvendige skridt for at beskytte amerikanere, siger Trump.

Ifølge præsidenten vil der være undtagelser for amerikanere, der har gennemgået "passende screeninger".

Trump siger dog i talen, at de "stærke, men nødvendige" restriktioner ikke gælder for Storbritannien, hvor der har været 460 tilfælde af coronasmitte.

Flest smittetilfælde på kysterne

USA har i alt 1.135 bekræftede tilfælde af coronasmitte, og 38 er døde.

Der er dog stor forskel på antallet af tilfælde staterne i mellem.

New York Times har lavet en oversigt, der viser, at der er betydeligt flere tilfælde på de to kyster end inde i landet. Særligt staterne New York, Washington og Massachusetts er ramt.

I den sidstnævnte stat samt i Michigan er der erklæret undtagelsestilstand.

Ifølge de amerikanske myndigheder er smitterisikoen for den amerikanske befolkning fortsat lav, men bekymringen er stigende, efter at der er blevet konstateret flere tilfælde.

Nationalgarden er således blevet sendt til byen New Rochelle nord for New York City, der menes at være epicenter for at udbrud med coronavirus. I staten Washington, hvor 24 af de 38 dødsfald er registreret, er større forsamlinger blevet forbudt i flere områder.

Det fremgik oprindeligt af artiklen, at restriktionerne også gjaldt for varer, da Trump sagde dette i talen, men han skriver efterfølgende på Twitter, at "handel ikke bliver berørt af restriktionen. Restriktionen stopper mennesker, ikke varer," skriver han.