USA melder igen om højt antal nye smittede: Nu har Florida indført udgangsforbud om aftenen

I alt er 77.638 personer i USA blevet testet positive med coronavirus det seneste døgn.

I USA går det stadigvæk den gale vej med antallet af corona-smittede. De seneste to døgn er der registreret mere end 70.000 nye smittede dagligt i USA. Før juli var det højeste antal nye smittede på én dag under det halve.

Modsat flere større i lande eksempelvis i Europa, har genåbningen af landet ført til markant højere smittetal end før, landet lukkede ned.

Eksempelvis påbegyndte Tyskland, Italien og Storbritannien genåbningen af deres respektive samfund med smitterater på under fire daglige smittede per 100.000 indbyggere.

Da de første amerikanske delstater påbegyndte genåbningen i slut april lå antallet af nye, daglige smittede omkring 10 per 100.000 indbyggere.

Det viser en gennemgang af data gjort tilgængelig fra Johns Hopkins University og Oxford University.

Desto flere tests, desto flere smittede

Fra midt juni begyndte det nye antal daglige smittede i USA for alvor at stige. Blandt andet præsident Donald Trump sagde flere gange, at det skyldtes, at man kraftigt havde opjusteret antallet af tests.

Men problemet består i, at medens man testede flere, så steg det procentvise antal af positive tests eksponentielt. Det betyder, at man tester flere, samtidigt med at andelen af positive tests stiger.

Kigger man på delstater Florida og Texas, der lige nu er udråbt til landets coronahotspots, så ligger procentdelen af positive tests helt oppe på 15,9 procent i Texas og 18,7 procent i Florida, ifølge opgørelser fra Johns Hopkins University.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler, at antallet af positive tests lægger mellem tre og 12 procent for, at man kan sikre kontrol og overblik over udbredelsen af virus.

Udviklingen har presset hospitalerne til bristepunktet i Florida, og i Texas har man bestilt kølevogne, da lighusene er ved at være fyldte.

DR Nyheder har været på gaden i Miami i Florida, samtidigt med at politiet kørte i gaderne for at håndhæve byens nye udgangsforbud, der er indført om aftenen.

- Jeg forstår det ikke, hvis det handler om sikkerhed, hvorfor lukker man så ikke alt ned? spørger John Gell, der bor i Miami, til DR Nyheder.

Se mere fra Florida i videoen øverst i artiklen.

For hurtig genåbning

Og udviklingen får endnu engang den nationale sundhedsrådgiver Anthony Fauci til at advare:

- Tiden er kommet til, at vi virkelig må se på, hvad der sker, og se om vi kan forstærke indsatsen og forhindre den stigning, der sker nu, siger Fauci i et interview, der er gjort tilgængelig af det amerikanske Økonomiministerium.

Sundhedsrådgiveren har tidligere tilskrevet de stigende smittekurver i blandt andet delstater som Texas og Florida staternes beslutninger om hurtigt at lade butikker og restaurationsbranchen åbne igen, før smittekurven var helt under kontrol.

- Smittekurven var faktisk på vej ned, men endte med at ligge fast på et relativt højt tal med omkring 20.000 om smittetilfælde om dagen. Så åbnede vi igen, og nu ser vi de her stigninger, sagde Fauci forleden.

Siden den 15. juni har antallet af daglige smittede ikke været under 20.000. Fredag formiddag dansk tid satte landet en trist rekord med 77.300 nye smittede på 24 timer. Det er 11. gang den seneste måned, hvor antallet af nye, daglige smittede har sat rekord.

Facebook
Twitter