USA og allierede øger kontrol med skibe ud for Nordkorea

20 udenrigsministre vil sikre sig, at sanktioner mod Nordkorea ikke brydes, og derfor øges kontrollen.

Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, og USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, havde indkaldt til mødet i Vancouver. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Don Mackinnon)

USA og udenrigsministrene fra 19 allierede lande, heriblandt Danmark, er på et møde i canadiske Vancouver enige om strengere kontrol af farvandet ud for Nordkorea.

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson.

Tiltaget skal øge kontrollen med skibe, der driver ulovlig handel med Nordkorea trods sanktioner.

Rex Tillerson mødtes i Vancouver med 19 lande, der kæmpede på amerikansk side under Koreakrigen. Det sker for at "lægge maksimalt pres" på Nordkorea og sikre, at landet ikke bryder sanktionerne mod sig.

Den amerikanske udenrigsminister opfordrer især Kina og Rusland, som ikke var inviteret med til mødet, til at implementere FN's sanktioner mod Nordkorea som følge af landets missiltest.

Styret i Pyongyang erklærede for nylig, at dets atommissiler nu kan ramme USA.

Det var den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, og Rex Tillerson, som havde indkaldt til mødet i Vancouver.

Syd- og Nordkorea mødtes for nylig overraskende i den demilitariserede zone i Panmunjon mellem de to lande. Her aftalte de, at Nordkorea deltager ved vinter-OL i Sydkorea. Desuden har de genåbnet den varme telefonlinje mellem de to regeringer.

I december blev sanktionerne mod Nordkorea skærpet for at begrænse landets adgang til raffinerede olieprodukter, råolie og industrivarer.

/ritzau/

Facebook
Twitter