Tema Krigen i Syrien

USA og Rusland kunne ikke blive enige på krisemøde

Krisemøde om syrisk våbenhvile endte i nat uden resultat.

Det lykkedes ikke de to udenrigsministre fra Rusland og USA, Sergei Lavrov og John Kerry, at blive enige om at fortsætte våbenhvilen i Syrien. (Foto: Darren Ornitz © Scanpix)

Et krisemøde om situationen i Syrien i nat førte ikke til, at våbenhvilen blev genoprettet.

Det oplyser blandt andre den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

- Spørgsmålet er nu, om der er en reel chance for at bevæge os fremad, fordi det står klart, at vi ikke længere kan fortsætte ad samme spor, siger han.

Det var de 23 lande i Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG), der mødtes, men ifølge Kerry kunne hans russiske kollega, Sergej Lavrov, ikke love, at bombningerne af flere syriske byer vil stoppe.

- Det første, vi skal gøre, er at genoprette troværdigheden, hvis det kan lade sig gøre. Den eneste måde er, at de , der har magten i luften, stopper med at udnytte den, siger Kerry ifølge Reuters.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at når parterne mødes igen i dag vil han vil arbejde for, at våbenhvilen bliver genoprettet.

- Nogle af vores partnere forsøgte at få Syriens regering til at tage ensidige skridt. Vi insisterer på, at oppositionen også skal rykke sig, siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/