USA og Storbritannien: Russiske hackere har angrebet millioner af maskiner

Ifølge britiske og amerikanske myndigheder har den såkaldte hacking-kampagne varet i mere end et år.

De to lande udsender nu et varsel om hacking-kampagnen, der har været i gang i mindst et år. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Scanpix)

Statsstøttede russiske hackere har inficeret routere rundt omkring i hele verden i en omfattende hacking-kampagne rettet mod statslige myndigheder, private internetvirksomheder og kritisk, digital infrastruktur.

Sådan lyder anklagerne fra britiske og amerikanske embedsmænd på et fælles pressemøde for kort tid siden. Det skriver Reuters.

Angrebene er blandt andet blevet brugt til at overvåge data, men også til at underminere firewalls og andre digitale sikkerhedsforanstaltninger.

Under angrebene, som er målrettet "millioner" af routere, der alle udgør en kritisk del af internettets infrastruktur, er man gået efter intellektuel ejendom, virksomhedsoplysninger eller adgang til virksomhedernes kunder.

Vi skubber igen

USA og Storbritannien "meget sikre" på, at Rusland står bag angrebene, lyder det.

- Når vi ser skadelig cyberaktivitet - uanset om det kommer fra Kreml eller andre ondsindede statslige aktører, så vil vi tage til genmæle, lød det fra Det Hvide Hus' koordinator for cybersikkerhed, Rob Joyce.

De udsender samtidig et fælles varsel om angrebene, som indeholder detaljerede oplysninger om, hvordan angrebene finder sted, hvilke spor de efterlader og hvordan virksomheder og myndigheder kan sikre deres systemer mod de skadelige angreb.

Man frygter, at den omfattende kampagne kan være et forsøg på at danne fodfæste til kommende, skadelige cyberangreb.

De to landes myndigheder har ifølge Reuters fulgt hacking-kampagnen det seneste år, og strategien bag den endnu længere.