USA overvejer at bevæbne syriske oprørere

Hvis det ikke er mulig at finde en politisk løsning i Syrien, vil USA overveje at bevæbne oprørerne.

Hillary Clinton (Foto: © Saul Loeb)

Selv om verdenssamfundet stadig presser på for en diplomatisk udvej på urolighederne i Syrien, begynder amerikanerne langsomt at åbne op for en militær løsning.

Tirsdag lød det fra embedsmænd i Det Hvide Hus og det amerikanske udenrigsministerium, at det eventuelt kan komme på tale at forsyne de syriske oprørsstyrker med våben, hvis en politisk løsning viser sig at være umulig.

En helt ny holdning

De nye meldinger markerer et skifte i holdningen fra Washington, som indtil nu har lagt stor vægt bag holdningen om ikke at levere våben til oprørerne uden dog at komme ind på eventuelle alternative løsningsmuligheder.

Udenrigsminister Hillary Clinton mødes med repræsentanter fra 70 lande i Tunesien på fredag i det første møde blandt "Syriens venner" for at koordinere det internationale samfunds næste skridt i forhold til opstanden mod præsident Bashar al-Assad.

- Vi tror stadig på, at en politisk løsning er det, Syrien har brug for, siger talsmand Jay Carney fra Det Hvide Hus.

- Vi ønsker ikke at gøre noget, der bidrager til en øget militarisering af Syrien, for det vil tage landet ned af en farlig vej. Men vi udelukker ikke yderligere tiltag, tilføjer han.

Politisk løsning

Talsperson for udenrigsministeriet Victoria Nuland siger, at USA ikke ønsker at se en optrapning af volden og koncentrerer sig om en politisk løsning for at standse blodsudgydelserne.

- Men kan vi ikke få præsident Assad til at bøje sig for det pres som verdenssamfundet lægger på ham, bliver vi nødt til at overveje andre muligheder, siger hun og afviser at uddybe, hvad de muligheder kunne indebære.

Udmeldingerne kommer efter general Martin Dempsey i et interview med CNN har givet udtryk for, at USA ikke ved nok om Assads modstandere:

- Indtil vi ved mere om, hvem de er, og hvad de er, mener jeg, at det vil være forhastet at begynde at tale om at bevæbne dem, sagde generalen.

/ritzau/Reuters