USA på vej ud af Syrien: Tyrkiet sender forstærkninger og truer kurdere

Præsident Trump erklærede i dag sin tillid til, at Tyrkiet nok skal få bugt med IS i nabolandet.

Amerikanske pansrede manskabsvogne nær Manbij sidste år. Op til USA's tilbagetrækning står Tyrkiet på spring. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

Knap har den amerikanske præsident, Donald Trump, underskrevet en ordre om at trække samtlige sine 2000 tropper ud af Syrien, før Tyrkiet står på spring for at fylde vakuumet.

Men imens USA aktivt støttede kurdere, som kæmper mod Islamisk Stat i Nordsyrien, ønsker Tyrkiet netop at svække kurdiske grupperinger, som landet mener er i ledtog med tyrkisk-kurdiske PKK, der i årtier har kæmpet for kurdisk uafhængighed i Tyrkiet.

Nu melder det tyrkiske nyhedsbureau IHA, at tyrkiske tropper er blevet sendt over grænsen til det nordlige Syrien, som for størstdelen er kontrolleret af kurdiske styrker.

Det britisk baserede Syrian Observatory for Human Rights fortæller, at 50 lastbiler med soldater og udstyr er blevet sendt mod byen Manbij, hvor amerikanske styrker har været baseret.

Manbij ligger tæt op af grænsen til Tyrkiet.

Byen er kontrolleret af det kurdiskledede Syriens Demokratiske Styrker.

- De skal selvfølgelig være bekymrede, fordi de står i en position, hvor deres mægtigste allierede, USA, har vendt dem ryggen, og Tyrkiet gør klar til angreb, siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Helle Malmvig.

Tyrkiet markerer interessesfære

Efter mere end en uges medieforlydender underskrev Trump i går ordren om tilbagetrækningen fra Syrien. Den menes at være årsagen til, at forsvarsminister Jim Mattis har valgt at træde tilbage.

Søndag skrev den amerikanske præsident på Twitter, at han havde haft en lang og produktiv samtale med den tyrkiske præsident Erdogan.

- Vi talte om Islamisk Stat, vores respektive engagement i Syrien og den langsomme og i høj grad koordinerede tilbagetrækning af amerikanske tropper fra området, skrev han.

Ifølge Helle Malmvig opfatter Tyrkiet den amerikanske tilbagetrækning som et tegn på, at det er på tide at rykke ind.

- De har rigtig længe gerne villet have den her strategisk vigtige by Manbij og områderne langs grænsen. Nu tror jeg simpelthen, de markerer over for de andre mange magter, som er involveret i Syrien, at det er deres interessesfære, siger hun.

Kurdere søger hjælp hos Assad og Rusland

Hun vurderer at tyrkerne, som i lang tid har gjort klart at landet ønsker at slå til mod USA's kurdiske allierede, vil sikre sig kontrollen, før andre, deriblandt landets præsident Bashar al-Assads hær, får fodfæste.

- De markerer over for Rusland, Iran, Assads regimestyrker og måske også Frankrig og Storbritannien, som stadig også har tropper i den del af Syrien. Så det er et led i et større magtspil om, hvem som kommer først, siger hun.

I kølvandet på den tyrkiske manøvre har den kurdiske ledelse af Manbij gjort klart, at man forbereder sig på at forsvare sig mod de tyrkiske soldater, hvis det bliver nødvendigt.

Tyrkiskstøttede oprørere siger til gengæld, at den tyrkiske troppeopbygning først og fremmest skal hindre Assad-regimet i at udnytte den amerikanske tilbagetrækning til at vinde terræn, skriver The Guardian.

- Jeg tror, vi kan komme til at se, at det bliver Assad-styrker, Rusland og Tyrkiet, som skal dele noget af det her territorium mellem sig, og at det bliver Assad-styrker og Rusland, som kommer til at beskytte kurderne i noget af området, siger Helle Malmvig.

Trump: Kampen mod IS er vundet

Præsident Trump har siden sin valgkamp lovet, at han ville trække sig ud af Syrien.

Som begrundelse for at det skal være nu, har han flere gange gjort klart, at han mener USA har nedkæmpet Islamisk Stat, hvilket var begrundelsen for at være i landet.

I dag skriver Donald Trump på Twitter, at den tyrkiske præsident Erdogan har lovet at nedkæmpe resterne af IS.

- Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har klart understreget for mig, at han vil udrydde, hvad der er tilbage af Islamisk Stat i Syrien. Han er manden der kan gøre det, plus at Tyrkiet ligger lige ved siden af. Vores tropper er på vej hjem, skriver Trump.

Amerikanske medier har på baggrund af unavngivne kilder rapporteret, at forsvarsministeriet Pentagon og forsvarsminister Mattis blandt andet talte for at blive i Syrien, fordi Rusland og Iran ville profitere af en tilbagetrækning.

Samtidig ville de ikke svigte de kurdiske allierede, som har kontrollen i hele landets nordøstlige del og har påtaget sig kampen mod Islamisk Stat i håbet om, at USA ville bakke op om deres tilstedeværelse efter krigens afslutning.

Imens Islamisk Stat har mistet kontrollen med langt størstedelen af Syrien, vurderes terrororganisationen stadig at have flere tusinde tilhængere tilbage i landet.

Facebook
Twitter