USA: Rusland flytter tunge våben ind i Ukraine

Stik mod hensigten i den netop indgåede våbenhvileaftale flytter Rusland tunge våben til Østukraine, siger USA's udenrigsministerium. Ukraines præsident taler om en "betydelig" optrapning

Hvor kommer våbnene fra? Billedet er fra Gorlivka i Donetskregionen, hvor russiske Grad-missiler skyder fra en pro-russisk bastion. (Foto: © ANDREY BORODULIN, Scanpix)

Stik mod hensigten i den netop indgåede våbenhvileaftale flytter Rusland fortsat tunge våben ind i Østukraine, siger USA.

Det har amerikanerne fået meldinger om, og der skal tilsyneladende være flere våben på vej.

- Det er tydeligvis ikke i overensstemmelse med ånden i denne uges aftale, siger det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde Jen Psaki på et pressemøde i Washington.

Russiske soldater ved grænsen

Amerikanske efterretninger viser ifølge Jen Psaki, at Rusland har opstillet tungt artilleri og flere raketaffyringssystemer omkring den ukrainske by Debaltseve, hvor de beskyder ukrainske positioner.

- Vi er overbeviste om, at det er det russiske militær, ikke separatisternes systemer, siger Psaki.

Hun tilføjer, at russiske soldater langs med grænsen er ved at forberede store forsendelser af udstyr til prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

Porosjenko : Betydelig optrapning

Fortsatte kampe har dræbt mindst 27 civile og soldater dagen efter, at lederne fra Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland enedes om en våbenhvileaftale, der træder i kraft sent lørdag aften dansk tid.

Jen Psaki fortæller, at det stadig er en mulighed at sende amerikanske våben til Ukraine, som har været et stort tema og blandt andet er blevet støttet af den nye forsvarsminister Ashton Carter.

Også den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, fortæller ifølge AFP, at Rusland har optrappet offensiven mod Ukraine "betydeligt" siden Minsk-aftalen.

Han betegner prorussiske oprørsstyrkers angreb på civile som et angreb på Minsk-aftalen.

Klar til at anvende passende "midler"

Fredag aften udsendte G7 (Canada, Franking, Tyskland, Italien, Storbritannien, USA og EU) en fælles meddelelse, hvori det blev gjort meget klart, at Rusland bogstaveligt talt leger med ilden.

I en samlet meddelelse udsendt fra det franske præsidentkontor, siger G7-lederne:

- Alle parter bør i de kommende dage afholde sig fra alle aktioner, som kan modvirke starten på våbenhvilen, står der i meddelelsen. Ifølge Minskaftalen skal våbenhvilen træde i kraft natten til søndag.

- G7 er klar til at tage passende midler i brug mod dem som bryder "Minsk-pakken", står der.

Russerne siger det ene og gør det andet

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, Jen Psaki frygter det værste, men siger, at USA og dets allierede er klar til at skrue desto mere op for skruen og lover, at der er flere remedier i værktøjskassen.

- En aftale er kun et stykke papir, med mindre det er implementeret. Og hvad, vi har set ind til nu, er, at Rusland og Rusland-støttede seperatister ikke har taget skridt til at implementere aftalen. Vi må se, hvad de gør herfra. Vi har haft en lang, vedvarende dialog med vores europæiske partnere omkring yderligere skridt, som kan blive taget. Hvis aftalen ikke implementeres, er det en snak, vi vil fortsætte, fortæller Jen Psaki, der ikke tør tro på noget:

- Sandheden er, at vi må se, og vi er meget klare omkring potentialet. Vi har set russerne sige én ting og gøre noget andet, siger han.

DR Nyheder / Ritzau