USA sender mere militær til Europa

Flere amerikanske soldater er på vej til Europa som modtræk til Ruslands aggression.

Forsvarsminister Ash Carter oplyser, at USA vil firedoble sit budget med sigte på at afskrække russisk "aggression". (Foto: GARY CAMERON © Scanpix)

Der vil komme flere amerikanske soldater og mere militært udstyr til Europa. Det sker som reaktion på Ruslands øgede militære aktiviteter, skriver Reuters.

På en pressemøde tirsdag fortæller den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, at USA vil firedoble sit budget med sigte på at afskrække russisk "aggression". Dermed er der i 2017 øremærket 3,4 milliarder dollar, svarende til 23 milliarder kroner, til formålet.

- Vi styrker vores tilstedeværelse i Europa for at støtte vores allierede i Nato i lyset af Ruslands aggression.

- Pengene går til flere ting. Flere amerikanske tropper i Europa, mere træning og flere øvelser med vores allierede, mere militært udstyr i regionen og infrastruktur til at støtte dem, siger Ash Carter ifølge Reuters.

Nato hilser tiltag velkommen

Meldingen finder støtte hos Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Jeg byder på det kraftigste skridtet velkommen. Det er et klart tegn på USA's fortsatte engagement i Europas sikkerhed. Det vil være et veltimet og markant bidrag til Natos kollektive forsvar, siger Stoltenberg i en pressemeddelelse.

Rusland har i de seneste år været militært aggressive i Europa. I Ukraine har Rusland annekteret halvøen Krim og er involveret i konflikten i den østlige del af landet. Desuden er russiske militærfly jævnligt krydset ind i europæisk luftrum.

/ritzau/

Facebook
Twitter