USA: Skydevåben bliver sjældent brugt i selvforsvar

Det er bemærkelsesværdigt få gange, at brugen af våben i USA sker i selvforsvar, mener organisation.

En politibil i Dallas er blevet beskudt. Nu viser tal, at våben sjældent bliver brugt i selvforsvar (arkivfoto). (Foto: Dallas Police Department © Scanpix)

Den amerikanske våbenlobby hævder, at alle skal have ret til at eje og bære våben for at kunne forsvare sig selv. men nye tal viser, at brugen af skydevåben sjældent sker i selvforsvar.

I en analyse af tal fra FBI og andre dataindsamlinger fra føderale myndigheder skriver non-profit-organisationen Violence Policy Center (VPC), at det er langt mere sandsynligt, at amerikanere gør skade på sig selv eller andre, når de er i besiddelse af våbnene.

I 2012 var der ifølge VPC's beregninger kun 259 drab begået i forbindelse med selvforsvar, hvor en privat borger var involveret sammenlignet med 8.342 ulovlige drab begået med skydevåben.

Ser bort fra selvmord og fejlskud

Sagt på en anden måde - for hver gang en pistol eller et gevær blev brugt til selvforsvar, var der 32 drab i straffelovens forstand.

Og tallene ser bort fra de titusindvis af selvmord og utilsigtede skyderier, der bliver begået med skydevåben, skriver VPC, der arbejder for en strammere våbenlov i USA.

- Propaganda for våbenindustrien

Våbenlobbyen med National Rifle Association (NRA) i spidsen hævder, at våben er nødvendige for at kunne forsvare sig selv, men denne progapanda for  våbenindustrien har ikke hold i virkeligheden, siger Josh Sugarmann, der er topchef for VPC.

- Faktisk er det i et land med mere end 300 millioner skydevåben slående, hvor få af våbnene der bliver brugt i selvforsvar.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter