USA spiller med musklerne overfor Iran

Pentagon sender yderligere et krigsskib til Mellemøsten for at imødegå iransk trussel.

Krigsskibet "USS Arlington" og batteriet med jord til luft-missiler skal indgå som en del af de amerikanske styrker i regionen. (Foto: DAN SNOW © Scanpix)

Som følge af en påstået trussel fra Iran opruster USA yderligere i Mellemøsten med et krigsskib og et missilbatteri.

Det skriver det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en pressemeddelelse.

Krigsskibet "USS Arlington" og batteriet med jord til luft-missiler skal indgå som en del af de amerikanske styrker i regionen.

Skibet og missilbatteriet udsendes for at "imødegå øget iransk villighed til at udføre offensive operationer mod amerikanske styrker".

- Forsvarsministeriet fortsætter med nøje at overvåge det iranske regimes aktiviteter og dets militær, skriver Pentagon.

- USA søger ikke en konflikt med Iran, men vi er i stilling og klar til at forsvare amerikanske styrker og interesser i regionen.

Om bord på krigsskibet er marinesoldater, amfibiske køretøjer, konventionelle landingsfartøjer og fly.

Bombefly landet ved militærbase

Ministeriet ønsker ikke at oplyse præcist, hvor "USS Arlington" og antimissilsystemet skal operere.

Krigsskibet og missilbatteriet er blot den seneste melding om øget amerikansk tilstedeværelse i regionen.

Tidligere fredag dansk tid meddelte det amerikanske luftvåben, at flere B-52-bombefly var landet ved en amerikansk militærbase i Qatar.

Hangarskibet "Abraham Lincoln" er også på vej til regionen.

Det passerede torsdag gennem Suez-kanalen på vej til Den Persiske Bugt sammen med flere følgeskibe.

En unavngiven kilde i det amerikanske forsvarsministerium meldte tidligere på ugen, at Iran angiveligt har planer om at angribe amerikanske styrker.

Onsdag meddelte Iran, at landet vil trække sig delvist fra den atomaftale, der blev indgået i 2015, og som præsident Donald Trump har trukket USA ud af.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter