USA tættere på ny klimalov

En klimalov, der skal begrænse USA's udledning af drivhusgasser, kan blive vedtaget i Repræsentanternes Hus i næste uge.

Repræsentanternes Hus vil muligvis vedtage USA's ny klimalov i slutningen af næste uge, siger formanden for energiudvalget, demokraten Henry Waxman.

Waxman tvivler på, at der vil være den store opbakning fra den republikanske fløj til lovforslaget, men siger, at det kan vedtages med Demokraternes stemmer.

- Vi har stemmer nok til at vedtage denne lov i næste uge, siger Waxman.

Enighed om stridspunkter

Demokraterne er nået til enighed om flere omstridte punkter i loven, der skal sikre en nedgang i udledningen af drivhusgasser og tvinge USA's virksomheder til at søge tilladelse til at udlede de klimaskadelige gasser.

I det oprindelige udspil havde Waxman lagt op til, at USA skulle nedbringe udledningen af drivhusgasser med 20 procent inden 2020, set i forhold til niveauet i 2005. Politikerne har siden indgået et kompromis der betyder, at målet er en nedskæring på 17 procent.

Hvis loven vedtages i Repræsentanternes Hus, ventes også Senatet at gå i gang med at forberede et lovforslag.

FacebookTwitter