USA til Rusland: Løslad straks alle fredelige demonstranter

Søndag er hundredvis af demonstranter blevet anholdt i Rusland.

- Vi opfordrer den russiske regering til straks at løslade alle fredelige demonstranter, siger talsmand Mark Toner fra udenrigsministeriet. (Arkivfoto). (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Hundredvis af russiske demonstranter er blevet anholdt, og det bekymrer USA, siger talsmand.

USA fordømmer nu på det kraftigste anholdelser af hundredvis af demonstranter i Rusland.

En talsmand for landets udenrigsministerium kalder episoderne, der fandt sted søndag, "en krænkelse af demokratiske værdier".

- Vi opfordrer den russiske regering til straks at løslade alle fredelige demonstranter, siger talsmand Mark Toner fra udenrigsministeriet.

- At tilbageholde fredelige demonstranter, observatører af menneskerettigheder og journalister er en krænkelse af demokratiske værdier, fortsætter Toner.

Han tilføjer, at USA er "bekymret" over at høre, at Rusland blandt andre har anholdt aktivist og oppositionsleder Alexei Navalny.

Søndagens demonstrationer er en protest mod korruptionen i landet. De finder sted med kravet om, at premierminister Dimitri Medvedev trækker sig.

Demonstrationerne er vurderet til at være de største i landet siden vinteren i 2011, hvor titusindvis af russere gik på gaden i protest mod styret i Kreml.

Ifølge organisationen OvD Info er mindst 933 blevet anholdt under demonstrationerne søndag, og det russiske politi har vurderet, at mellem 7-8000 personer var på gaden i Moskva nær regeringshovedkvarteret Kreml.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter