USA truer med at trække sig fra genopbygningen af Syrien

Iran skal trække sig, hvis USA skal bidrage til genopbygningen af krigshærgede Syrien, siger Mike Pompeo.

(arkiv) Lokale besigtiger skaderne efter et luftbombardement i byen Douma i Syrien. (Foto: Bassam Khabieh © Scanpix)

USA vil ikke bidrage til genopbygningen af Syrien, så længe der er iranske tropper i landet.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Ansvaret for at udvise Iran fra landet ligger hos den syriske regering, som bærer ansvaret for Irans tilstedeværelse, siger Pompeo.

- Hvis ikke Syrien garanterer, at de iranskstøttede styrker trækker sig, vil Syrien ikke modtage en eneste dollar fra USA til genopbygning.

Udtalelserne falder under en tale på det jødiske institut for national sikkerhed i USA for pro-israelske grupper.

Træner oprørsgrupper

USA har en styrke på omkring 2.000 mand i Syrien, som hovedsageligt træner og rådgiver oprørsgrupper til at bekæmpe den islamiske gruppe Islamisk Stat (IS).

Ifølge Pompeo "bliver det ved med at være en topprioritet" at bekæmpe IS i Syrien. Men en anden topprioritet er at få de iranske styrker ud af landet, lyder det fra udenrigsministeren i talen.

Det iranske præstestyre har side om side med Rusland været blandt den syriske præsident Bashar al-Assads største støtter i den blodige krig.

Men Pompeo stiller ikke lignende krav til, at Rusland skal trække sig fra Syrien.

Syrien afviser hjælp

Ifølge nyhedsbureauet AP har Syrien dog givet udtryk for, at USA's hjælp slet ikke er ønsket.

I slutningen af september sagde Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, ved FN's Generalforsamling, at Syrien gerne vil tage imod hjælp udefra til genopbygningen.

Men ikke fra dem, der har forsøgt at bekæmpe det syriske styre.

- Lande, der kun tilbyder assistance på betingelser eller fortsætter med at støtte terrorisme, de bliver hverken inviteret eller er velkommen til at hjælpe, sagde han.

Samtidig krævede den syriske udenrigsminister, at Tyrkiet, Frankrig og USA skulle trække deres "besættelsesstyrker" ud af Syrien "øjeblikkeligt".

/ritzau/

Facebook
Twitter