USA: Uber kører børnene til tandlæge og sport

Amerikanske familier bruger i stigende grad tjenester som Uber til at få hverdagen til at hænge sammen.

14-årige Hanes Rosenau (v) på vej til tandlægen med Uber. (Foto: Jacob Lorenzen © dr)

De fleste børnefamilier kender nok det der med at jonglere børnenes skole og fritidsaktiviteter med forældrenes karriere og madlavning og så videre.

I familier, hvor begge forældre har travle karrierer, er der ikke tid til at køre børnene rundt om eftermiddagen.

For et stigende antal amerikanske familier hedder svaret: Uber.

Med Uber til tandlæge

- Jeg har mere frihed, og det er mere fleksibelt. Jeg kan køre derhen, hvor jeg har lyst. Og det er lettere for min mor, for hun kan blive på arbejde, siger 14-årige Hanes Rosenau.

Han er 14 og går i ottende klasse på St. Alban's drengeskole i Washington, D.C.

Han har lige fået fri fra skole og skal til bøjletandlæge. Han finder sin mobiltelefon frem fra lommen i hans jakke.

- Vi er lige her, siger han og peger på det lille kort på mobiltelefonens skærm.

- Han er her om tre minutter, siger han.

Travl hverdag

Hanes Rosenau har slips, skjorte og shorts på, selvom det er december måned. Han fortæller om en travl hverdag med ishockey, tandlæge, venner og lektier. Uber hjælper ham med at nå det hele.

- Jeg tager dem over det hele - syv-otte gange om ugen, fortæller han.

Og han er ikke alene. Forældre med karriere og travl hverdag lader deres børn finde rundt selv - ved hjælp af mobiltjenesten.

Det er faktisk så populært, at flere lignende løsninger dukker op. Ikke bare konkurrenter til Uber, men også egentlige transport-firmaer kun til børn, der benytter sig af samme teknologi.

Mor betaler

Turen til fra Hanes Rosenaus skole til tandlæge koster 140 kroner. Pengene bliver trukket på hans mors kreditkort.

Fra tandlægestolen fortæller Hanes, at Uber er en stor lettelse for både ham og hans forældre.

- Min mor arbejder til klokken 19, så hun kommer ikke hjem før klokken 20, siger han, mens tandlægen har begge hænder nede i hans mund.

Ulovlig transport

Men selvom det er smart for travle familier, så er faktisk ulovligt. Den amerikanske lovgivning kræver, at passagerer skal være over 18 – eller ifølge med en voksen. Og ikke alle er lige sikre på, at det er en god ide at lade børnene fragte sig selv rundt ved hjælp af teknologi.

- Indtil vi kender risici ved det – og det kan vi kun undersøge med tiden – ville jeg være forsigtig med at sende børn rundt i Uber, sagde Arun Sundararajan, professor i deleøkonomi på New York University, til TV-stationen CBS for nylig.

Taxa-branchen er ikke begejstret

Men både Hanes Rosenau og hans forældre er trygge.

- Hver gang jeg sætter mig ind i en Uber sender jeg en besked til min mor - det samme når jeg kommer hjem, siger Hanes Rosenau.

Taxa-branchen er dog ikke begejstret – og påpeger, at Uber ikke tjekker deres chauffører så grundigt som taxa-selskaberne gør.

Besøget hos tandlægen er overstået. Hanes Rosenau finder sin mobiltelefon frem igen.

- Der er en Uber lige derovre, siger han og peger.

Facebook
Twitter