USA udbygger fangelejren i Guantanamo

Da præsident George W. Bush besøgte Danmark, inviterede han danske journalister til at besøge Guantanamo-basen på Cuba. Radioavisens journalist Lotte Holmstrup er netop kommet hjem derfra.

505 mænd sidder på fjerde år indespærret på Guantanamo. (Foto: Lotte Holmstrup © DR)

Det tager næsten 30 timer at rejse fra Danmark til Guantanamo-basen, hvor 505 mænd sidder indespærret på fjerde år.

Varmen på Cuba er det, der først slår én, når man lander. På denne årstid er der mellem 35 og 45 grader om dagen, og man opholder sig automatisk så lidt som muligt udendørs.

Temperaturen signaleres med gule, røde og sorte flag, og når de sorte er hejst må man kun arbejde i korte perioder udenfor og skal holde mange pauser. De sorte flag bliver hejst hver dag ved 11-tiden på denne årstid.

Basen på over 100 år

Guantanamo-basen har et areal på 10 kvadratkilometer og er USA's ældste base med over 100 års historie. Der bor 9000 mennesker på basen, heriblandt knap 2000 soldater og officerer fra alle værn. De tilhører Camp America, som er en del af basen og blandt andet rummer fangelejren Camp Delta.

Amerikanerne retter mig dog hver gang, jeg kommer til at bruge betegnelsen fange eller prisoner om de 505 mænd, som siden årsskiftet 2001 og 2002 har været spærret inde på basen. De insisterer på at kalde dem the detainees, som bedst kan oversættes med "tilbageholdte".

Camp Delta har fem lejre, der er nummereret kronologisk efter, hvornår de er blevet bygget, og fangerne er inddelt i tre grupper efter, hvordan de opfører sig.

Hvidt, beige og orange tøj

Hvis de er medgørlige og rolige bor de i Camp 4. Her går de i hvidt tøj og har en del privilegier. Blandt andet får de udleveret et bedetæppe, små flasker med olie, kuglepen, papir, tandbørste, sæbe, forskellige spil som blandt andet skak, og de får lov at være ude meget af tiden, hvor de kan spille fodbold, basketball og dyrke andre former for sport. Der bliver også arrangeret pizza- og film-aftener, og de får jævnligt is.

De lidt mere "urolige" går i beigefarvet tøj og har knap så mange privilegier. Og hvis de er "aggressive, farlige, provokerende eller på anden måde besværlige", går de i orange tøj og har ingen privilegier. Alt bliver taget fra dem undtagen deres tøj og en koran.

Sultestrejke

Fangerne får god mad - den samme som soldaterne i messerne og mig. Kødet til fangerne er dog halal-slagtet. Efter forrige den sultestrejke for nogen måneder siden, hvor fangerne blandt andet klagede over vandet i cellerne, får de nu også udleveret en flaske kildevand til maden - selvom Røde Kors testede vandet i cellerne og fandt det i orden.

Camp X-Ray, som blev brugt de f?rste fire m?neder, og som ikke bruges l?ngere (Foto: DR © Lotte Holmstrup)

Der er også et hospital inde i lejren, som tager sig af fangernes forskellige sygdomme, og der er flere gange fløjet læger ind fra USA til at tage sig af særligt vanskelige tilfælde. Netop nu er et spritnyt psykiatrisk hospital også på nippet til at åbne i Camp Delta.

Bygger ny fanglejr

Fem gange i døgnet bliver der kaldt til bøn i Camp Delta. En båndet optagelse fra en minaret i Mekka runger ud over området fra højtalere, der hænger i nogle master rundt omkring i lejren. Og i hver celle er der omhyggeligt malet en pil, der viser i hvilken retning Mekka ligger, så fangen kan vende ansigtet den rigtige vej. Der bliver også sat en gul vejarbejder-kegle med et stort P ud på gangen mellem cellerne, så fangevogterne bliver mindet om, at de skal være stille, mens fangerne beder.

For nylig er man gået i gang med at bygge Camp 6, men hvorfor der bliver bygget endnu en lejr eller et fængsel på Guantanamo-basen - imens de siger, de forsøger at sende fangerne hjem eller videre i systemet - vil ingen svare på.

'Spørg Washington'

I stedet henviser de til, at den beslutning er taget i Washington. Det er i øvrigt et standardsvar på mange spørgsmål: "Det må du spørge Washington om", svarer blandt andre general Jay Hood, som er den øverstansvarlige for Camp America - både da jeg spørger til de manglende retssager, om hvorfor fangerne ikke har krigsfangestatus, og om hvorfor USA ikke overholder FN's menneskerettigheder, der blandt andet siger at enhver har ret til en retfærdig rettergang.

Jeg får ingen svar på mine spørgsmål. Men faktum er, at der sidder 505 mænd i fem fangelejre på en amerikansk flådebase på Cuba. De har har siddet der i treethalvt år uden at have været for en dommer, uden at være blevet sigtet eller tiltalt for nogen forbrydelse og uden at vide, hvornår de måske bliver det.

Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller, har tidligere fordømt USA's behandling af fangerne, og det gør han stadig. Han siger i dag, at det er uacceptabelt, at de sidder med en tidsubegrænset tilbageholdelse.

- De skal selvfølgelig stilles for en dommer, siger Per Stig Møller.

For afghanernes og irakernes skyld

På trods af at USA bryder FN's menneskerettigheder ved ikke at stille de 505 fanger for en dommer, mener Per Stig Møller, at vi skal blive i koalitionen sammen med amerikanerne i Irak og Afghanistan.

- Vi er der for afghanernes og irakernes skyld. FN har bedt os om at blive, og det skal ikke gå ud over befolkningerne i de to lande, at vi er utilfredse med den behandling, USA giver fangerne på Guantanamo. Men vi skal blive ved med at fortælle dem, at vi er utilfredse, og det vil vi også gøre, siger udenrigsministeren.

Facebook
Twitter