USA udviser 60 diplomater og lukker konsulat

Rusland menes at stå bag angrebet på en tidligere russisk dobbeltagent og hans datter i Storbritannien.

Det russiske flag vajer fortsat på det russiske konsulat i New York. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

USA udviser 60 russiske diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer unavngivne medarbejdere i den amerikanske administration.

Sanktionerne kommer, efter at en tidligere russisk dobbeltagent og hans datter er blevet angrebet med nervegift i Salisbury, England.

Den britiske og den amerikanske regering mener, at det er Rusland, som står bag angrebet.

Ud af de 60 udviste er 12 efterretningsofficerer fra en FN-mission i New York, USA. Disse udvises på grund af misbrug af "opholdsprivilegium".

Ifølge amerikanske embedsmænd er alle russiske agenter, som arbejder i USA under diplomatisk dække, skriver nyhedsbureauet AP.

Har en uge til at forlade landet

Ifølge embedsmændene udvises russerne for at sende et signal til de russiske leder om det "uacceptable høje" antal af russiske efterretningsoperationer i USA.

De udviste russere har en uge til at forlade landet.

Angrebet på agent Sergej Skripal og hans datter er sket med nervegiften novichok, der oprindeligt er udviklet af Sovjetunionen, mener britiske efterforskere.

Flere andre lande herunder Tyskland og Danmark har ligeledes mandag annonceret sanktioner mod Rusland i form af udvisning af diplomater.

/ritzau/