De ukrainske styrker er i gang med at bruge de klyngebomber, de fik doneret tidligere på måneden af USA - og de bliver brugt "effektivt".
Det viser de foreløbige efterretninger fra slagmarken, lød det torsdag aften fra John Kirby, der er talsmand for national sikkerhed i Det Hvide Hus. Det skriver BBC.
- De (ukrainerne, red.) bruger dem effektivt, og de har faktisk en virkning på Ruslands forsvarsformationer og manøvrering. Så tror jeg ikke, jeg behøver at sige mere, sagde John Kirby.
For snart to uger siden donerede USA klyngebomber til Ukraine, efter at ukrainerne advarede om, at man var ved at løbe tør for andet ammunition og at modoffensiven gik langsommere end ventet.
Det var dog ikke uden modstand fra flere lande - brugen, produktionen og opbevaringen af klyngebomber er forbudt ifølge "konventionen om klyngebomber", der har opbakning fra 123 lande.
Men hverken Rusland, Ukraine eller USA er blandt de lande. Derfor kunne USA frit sende dem til ukrainerne.
USA's præsident, Joe Biden, indrømmede også dengang, at det var en svær beslutning at sende klyngebomber afsted.
Mere effektivt i artillerikrigen
Både Ukraine og Rusland har dog tidligere benyttet sig af klyngebomber i krigen.
Og ukrainerne har hårdt brug for dem, da de er mere effektive end almindelige artillerigranater.
Sådan lød vurderingen fra militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen, da meldingen om den amerikanske donation kom frem.
- Det her er blevet en stor artillerikrig, og Vesten har simpelthen svært ved at producere det antal granater, som Ukraine har behov for. Det problem kan de her klyngebomber jo sådan set løse og måske give ukrainerne overhånden i artilleriduellen, vurderede Anders Puck Nielsen.