USA vil ikke skære ned på CO2

USA stadig ikke acceptere bindende CO2-krav, siger chefforhandler under klimamøde på Bali, mens presset på landet vokser både ude og hjemme.

USA vil hverken lade sig påvirke af Australiens beslutning om at tiltræde Kyoto-aftalen eller af et forslag fra det amerikanske senats miljøudvalg om at sætte loft over CO2-udslippet. (Foto: Claus Bjørn Larsen © Scanpix)

Trods voksende pres mod USA under FN's klimakonference på Bali vil Washington ikke gå med til betydelige CO2-reduktioner.

Det fastslog den amerikanske chefklimaforhandler, Harlan Watson, torsdag under klimamødet på den indonesiske ferieø.

Skifter ikke holdning

USA vil hverken lade sig påvirke af Australiens beslutning om at tiltræde Kyoto-aftalen eller af et forslag fra det amerikanske senats miljøudvalg om at sætte loft over CO2-udslippet, sagde Harlan Watson.

- Vi skifter ikke holdning, sagde USA's forhandler på Bali-konferencens fjerde dag.

USA er nu som eneste industriland ikke med i Kyoto-protokollen, selv om landet alene står for en fjerdedel af det menneskeskabte udslip af drivhusgasser.

Lederen af FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, roste ellers tidligere torsdag USA for omsider at være kommet på rette spor i kampen mod klimaforandringer, da han henviste til, at Senatets miljøudvalg vil have vedtaget en lov om handel med CO2-kvoter.

USA vil selv bestemme

Harlan Watson sagde, at USA håber på selv at komme med et bud på kommende CO2-nedskæringer, når præsident George W. Bush næste år samler klodens 17 største udledere af drivhusgas til et møde.

- Vi prøver ikke på at afspore FN-processen, forsikrede Watson.

Australiens premierminister, Kevin Rudd, har efter sin tiltræden i mandags tilbudt den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, at agere brobygger mellem Kina og industrilandene, når der skal indgås en ny global klimaaftale.

Rudd har dog samtidig sagt, at Australien kun går med i en Kyoto-efterfølger, hvis den også indeholder krav om bindende CO2-reduktioner til store ulande som Kina og Indien.

Facebook
Twitter