USA vil stoppe med at købe og fremstille landminer

Det er positivt, at USA stopper for produktion af landminer, mener Danish Demining Group, der dog gerne så et endnu større skridt fra amerikanerne.

De fleste ofre for landminer er civile. Hver måned bliver omkring 2.000 såret og dræbt på verdensplan ifølge foreningen Danmark mod landminer. (© Colourbox)

Hvert år dør flere tusind mennesker rundt i verden ved at træde på eller køre hen over en landmine.

USA har historisk set været en af de største producenter af landminer i verden, men nu vil USA både stoppe med at købe og fremstille landminer rettet mod mennesker.

Det er en god nyhed, fastslår Klaus Ljørring Pedersen, leder af Danish Demining Group, der arbejder med at fjerne miner i lande som Aghanistan, Irak og Somalia.

- Det er en overraskelse og meget positivt, da USA spilller en stor rolle på området sammen med især Kina og Rusland, siger han.

Underskrift mangler

Klaus Ljørring Pedersen så dog gerne, at USA går hele vejen og underskriver den FN-traktat mod antipersonelle landminer, der blev indgået i 1999, og som 161 lande indtil videre har skrevet under på - heriblandt Danmark.

Hvis USA skrev under på traktaten, ville landet også forpligte sig til at fjerne sine lagre af landminer, som ifølge det amerikanske forsvarsministerium Pentagon tæller tre millioner miner.

Pentagons talsmand John Kirby forsikrer dog om, at USA ikke vil bruge sine landminer.

- De er alle på lager, og der vil de blive, siger han ifølge AP og forklarer, at de vil begynde at udløbe om 10 år og være helt forældede om 20 år.

Måske underskrift i vente

Selvom USA endnu ikke har skrevet under på traktaten, bliver der givet signal om en åbning.

- Vi signalerer, at vores klare ambition i sidste ende er at tiltræde Ottawa Konventionen, sagde pressesekretær i Det Hvide Hus, Josh Earnest, fredag.

Siden traktaten mod landminer blev indgået i 1999, er antallet af folk, der er blevet dræbt eller såret af landminer faldet med 60 procent.

I 2011 blev næsten 4.500 mennesker dræbt af landminer. Året efter var tallet faldet med næsten 1.000 til lidt over 3.600.