USA vil tage imod markant færre flygtninge i 2019

Trump-administrationen sænker for andet år i træk grænsen for indrejsetilladelser for flygtninge.

USA vil i 2019 maksimalt lade 30.000 flygtninge og migranter komme ind i landet.

Det oplyser udenrigsminister Mike Pompeo.

Den nye grænse er en markant reduktion i forhold til 2018, hvor den ligger på 45.000. Det er andet år i træk, at USA reducerer antallet af flygtninge, som bliver tilladt indrejse i landet.

Ifølge avisen New York Times er loftet på 30.000 det laveste antal siden 1980, hvor præsidenten første gang definerede et sådant loft. 

- Denne administrations forbedrede flygtningepolitik sikrer USA's nationale interesser og udvider vores muligheder for at hjælpe folk i nød over hele verden, siger Mike Pompeo.

- Vi er - og vil blive ved med at være - den mest generøse nation i verden, tilføjer udenrigsministeren.

Annonceringen kommer, til trods for at nødhjælpsorganisationer har kritiseret USA for at tage imod for få flygtninge.

Det vurderes, at USA i løbet af indeværende finansielle år, der slutter 30. september, har taget imod 21.000 flygtninge.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter