USA vs. Google: Den amerikanske stat sagsøger søgegigant

Google har brudt loven ved at udnytte sin dominerende position på markedet til at hindre konkurrence, lyder anklagen.

Google er tidligere blevet dømt for konkurrenceforvridning i EU. Nu har USA's justitsministerium og 11 delstater sagsøgt søgegiganten. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Når du efter en hurtig søgning på Google finder lige den vaskemaskine, du manglede, eller den ferie, du drømte om, så er det ikke altid den bedste eller billigste version, du har fundet.

Det er den, som Google vil vise dig.

Firmaet er derfor blevet beskyldt for at have for meget magt over, hvilke søgeresultater brugerne mødes af. Og det i sådan grad, at USA's justitsministerium og 11 delstater nu har anlagt et søgsmål mod it-giganten for brud på konkurrencereglerne.

- Den grundlæggende anklage mod Google er, at de bevidst styrer brugerne i retning af Googles egne produkter. Omvendt er Googles søgemaskine gratis, og Googles forretning er opbygget omkring salget af reklamer, siger Christian Bergqvist, der er ekspert i konkurrenceret på Københavns Universitet.

Myndighederne mener, at Google har brudt loven ved at udnytte sin dominerende position på markedet til at hindre konkurrence.

Det tegner til at blive det største søgsmål i årtier mod Google, der tidligere har været igennem det amerikanske retssystem, vurderer Christian Bergqvist.

- Denne gang går myndighederne ikke alene efter Googles selektive søgninger, men brugen af eksklusivaftaler, der blandt andet sikrer, at Google er præ-installeret på alle Android-mobiltelefoner. Derved er sagen langt stærkere end tidligere.

'Folk vælger selv at bruge Google'

Sagen mod Google kan sammenlignes med lignende sager mod andre selskaber med monopollignende status såsom Microsoft i 1998 og teleselskabet AT&T i 1974. Sidstnævnte sag førte til, at selskabet blev brudt op.

En talsmand for Google betegner derimod søgsmålet som "særdeles mangelfuldt".

- Folk bruger Google, fordi de vælger det, ikke fordi de er tvunget til det eller ikke kan finde alternativer, skriver selskabets chefjurist Kent Walker i et skriftligt svar.

Flere end 90 procent af onlinesøgninger sker på Google, som sidder på 30 procent af USA's digitale reklamemarked.

Det endelige opgør med techgiganter på vej?

Sidste år havde it-giganten en omsætning på 162 milliarder dollar. Det svarer til 1.023 milliarder kroner eller knap halvdelen af Danmarks bruttonationalprodukt.

Google har tidligere været igennem lignende sager i Europa og har fået flere store milliardbøder af EU-Kommissionen og EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

- Den nye sag er reelt en videreførelse på de anklager, som blev rettet mod Google helt tilbage i 2009. I første omgang blev de afvist i USA med "frifindelse" af Google i 2013, og EU forsøgte også tre gange at lukke sagen, men, forklarer Christian Bergqvist:

- I 2014 fik EU med Vestager i spidsen dog igen blod på tanden, og det førte til afgørelser mod Google i 2017, 2018 og 2019 og med flere afgørelser på vej.

EU-afgørelserne blev opbygget omkring handelsfunktionen, hvor Google tjener en kommission på salget af varer, fundet via Google. Hvis man eksempelvis søger på "vaskemaskine" kommer der nogle forslag op, som Google har økonomisk interesse i - og ikke nødvendigvis den bedste og billigste.

- Det er åbenbart, at dette har inspireret de amerikanske konkurrencemyndigheder til at prøve igen, vurderer Christian Bergqvist.

Er det her starten på det store opgør med techgiganterne?

- Ja, det kan du godt sige. De andre techgiganter, Facebook og Amazon, kommer helt sikkert til at følge den her sag tæt, siger Christian Bergqvist.

Sådan lød det i sommer, da TV Avisen gennemgik nøgletal om de fire kæmper:

- Der er ved at ske et skift i, hvordan vi ser på de her firmaer. Før i tiden ville alle arbejde for dem. Nu kalder man dem "gang of four" (firebanden, red.) efter den politiske gruppe, der smadrede Kina under kulturrevolutionen i 60’erne, siger Christian Bergqvist.

Google er efterhånden så dominerende på verdensmarkedet for søgemaskiner, at selskabets navn er blevet til et almindeligt anvendt udsagnsord - "at google".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk