USA's ældste højesteretsdommer er død af kræft

87-årige Ruth Bader Ginsburg er død af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom.

Ruth Bader Ginsburg blev udnævnt til højesteretsdommer af Bill Clinton i 1993. (Foto: JIM YOUNG © Scanpix)

USA's ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, er død fredag lokal tid efter længere tids kræftsygdom. Ginsburg blev 87 år.

Det oplyser højesteretten i en meddelelse.

Højesteretten skriver i meddelelsen, at Ginsburg er død af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom i bugspytkirtlen. Hun døde i sit hjem i Washington D.C. omgivet af venner og familie.

Store dele af USA har længe holdt øje med den 87-årige højesteretsdommers helbred.

Liberalt mindretal

Hun var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der består af ni dommere. Hendes dødsfald betyder, at præsident Donald Trump muligvis får en chance for at udpege endnu en kandidat til domstolen.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til højesteretten i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch.

Sker det, kan Donald Trump sende USA's højesteret i en mere konservativ retning i mange år fremover, da højesteretsdommere bliver udnævnt for livet.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, skriver fredag på Twitter, at Ginsburgs stilling først bør blive besat efter præsidentvalget 3. november.

  • Forbipasserende lægger blomster og lys foran Højesteretten i Washington. (Foto: ALEX EDELMAN © Scanpix)
  • Ginsburg blev 87 år. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)
1 / 2

Ifølge det amerikanske medie NPR håbede Ginsburg at leve længe nok til at se en anden præsident end Donald Trump i Det Hvide Hus.

Få dage før sin død skulle hun således have sagt til sit barnebarn Clara Spera, at hendes "inderligste ønske" var ikke at blive erstattet, før en ny præsident var på plads, skriver mediet.

Ginsburg har flere gange kritiseret Trump i skarpe vendinger.

Reaktionerne strømmer ind

Alligevel har præsidenten udsendt en kriftlig udtalelse ovenpå Ginsburgs død.

Han siger, at "vores nation sørger over tabet af en titan for loven".

Joe Biden, Demokraternes præsidentkandidat, kalder hende en "amerikansk helt".

- Ruth Bader Ginsburg var en amerikansk helt, en gigant inden for lovgivning og en ubarmhjertig stemme i jagten på det amerikanske ideal: Lige retfærdighed under loven. Må hendes minde blive velsignet, skriver han.

Tidligere præsident Bill Clinton var præsidenten, der i 1993 udpegede Ginsburg som højesteretsdommer.

- Vi har mistet en af de mest ekstraordinære dommere, der nogensinde har siddet i Højesteret. Ruth Bader Ginsburgs liv og skelsættende meninger flyttede os tættere på et bedre USA, skriver han på Twitter.

Liberalt ikon

Ruth Bader Ginsburg blev udnævnt til USA's Højesteret i 1993. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til lidt af et ikon for liberale i USA.

Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig, og hun har gennemgået kræftforløb i 1999, 2009, 2018 og 2019.

17. juli i år oplyste hun så, at hun fik kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren var vendt tilbage.

Højesteretsdommere spiller en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, og hvor meget magt præsidenten skal have.

Det var for eksempel Højesteret, der i 2015 besluttede at gøre det tilladt for homoseksuelle at gifte sig i hele USA.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter