USA's centralbankchef: Økonomien har brug for en coronavaccine

Verdens største økonomi vil måske ikke komme helt op i gear igen, før der er en coronavaccine, siger Powell.

Centralbanken med Jerome Powell i spidsen har sænket renten og pumpet mange milliarder dollar ind i USA's økonomi. (Arkivfoto) (Foto: Kevin Lamarque/ Scanpix /Scanpix © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Vi kan komme et godt stykke ind i næste år, før den amerikanske økonomi er kommet sig helt oven på coronakrisen. Og måske er økonomien først helt tilbage på sporet, når der kommer en

vaccine
mod coronavirus.

Det siger chefen for USA's centralbank, Jerome Powell, i et sjældent interview med tv-stationen

CBS
.

- Økonomien vil blive genoprettet. Det kan tage noget tid. Det kan strække sig til slutningen af næste år. Vi ved det virkelig ikke, siger Powell.

- Hvis der ikke kommer en anden bølge af coronavirus, tror jeg, at vi vil se økonomien komme sig lidt efter lidt i andet halvår i år.

Han understreger, at

forbrugerne
er helt
afgørende
for at få økonomien i gang igen.

- For, at økonomien igen er fuldt genoprettet, skal folk have fuld tillid, og det vil måske ikke være, før vi har en

vaccine
, siger Powell.

Hjælp for 3.000 milliarder dollars

Coronakrisen har betydet, at over 30 millioner amerikanere har meldt sig

arbejdsløse
i løbet af blot seks uger.

Den amerikanske centralbank har sænket renten og godkendt historisk store milliardpakker, som har til formål at holde virksomheder og familier oven vande under coronakrisen.

Hjælpepakker til en samlet værdi af næsten 3.000 milliarder dollar er allerede blevet godkendt af

Kongressen
.

Men Powell har flere gange sagt, at økonomien har brug for endnu flere penge fra regeringen for at hjælpe virksomheder og deres ansatte.

Krisen "er kommet så hurtigt og med sådan en kraft, at man ikke kan sætte ord på den smerte, folk føler, og den usikkerhed, de oplever", siger centralbankchefen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det fulde interview med Jerome Powell bliver sendt søndag aften amerikansk tid i programmet "60 Minutes".

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter