USA's FN-ambassadør Nikki Haley går af

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har modtaget en opsigelse fra Nikki Haley.

Nikki Haley fratræder sin post som USA's FN-ambassadør ved årets udgang. (Foto: PETER FOLEY © Scanpix)

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, har sagt sit job op, og forlader sin post ved udgangen af året.

Det har præsident Donald Trump netop oplyst på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Donald Trump siger, at Nikki Haley har gjort et fantastisk stykke arbejde, og at han håber, at hun vender tilbage i en anden rolle på et senere tidspunkt.

- Du kan selv vælge, siger den amerikanske præsident ifølge Reuters.

46-årige Haley fortæller ikke årsagen til sin opsigelse men siger på pressemødet, at hun ikke har nogen øjeblikkelige planer. Og så nægter hun i øvrigt at hun vil stille op til præsidentvalget i 2020.

Nikki Haley er tidligere guvernør i South Carolina, hun var den første kvinde, som nogensinde bestred den post - og blev udpeget som USA’s FN-ambassadør efter Trumps valgsejr i 2016. Det selvom hun åbent havde være stærkt kritisk over for Donald Trump og offentligt havde støttet hans republikanske modkandidat Marco Rubio.

Præsident Trump skrev tidligere i eftermiddag på Twitter, at han klokken 16.30 dansk tid ville komme med en 'stor annoncering' sammen med ’min ven Nikki Haley’ i det Ovale Værelse.

Også pressesekretær i Det Hvide Hus, Sarah Sanders brugte det sociale medie til at bekræfte, at der i dag ville komme et pressemøde med både Donald Trump og Nikki Haley.

Uenig med Trump

I april stødte hun sammen med Det Hvide Hus efter en Trump-støtte beskyldte hende for have været for tidligt ude med annonceringen af nye sanktioner mod Rusland.

Og i sidste måned skrev Haley en kronik i avisen The Washington Post, hvori hun luftede sine uenigheder med præsidenten, men samtidig gav udtryk for stolthed over at arbejde for Trump.

- Jeg tjener denne administration med stolthed, og jeg støtter entusiastisk de fleste af de beslutninger, der bliver taget og den retning, den fører landet i, skrev Haley.

- Men jeg er ikke enig med præsidenten i alt, tilføjede hun.

Selvom Haley i dag ikke gav en forklaring på sin exit, så kan der være en god grund, fortæller DR's USA-korrespondent Steffen Kretz.

- Nogen gætter nu på, at det spiller ind, at hun har fået mindre plads i regeringen efter den politiske høg John Bolton er blevet Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.

- Der spekuleres også i at Nikki Haley, som er en stor stjerne inden for det Republikanske Parti, har ambitioner om at vende tilbage i en mere fremtrædende rolle - og måske endda selv stille op til præsidentvalget på et tidspunkt.

Nikki Haleys egen formulering på pressemødet i dag var dog, at 'det er tid til at prøve noget andet'.

Facebook
Twitter