USA's militær bruger store summer på Viagra

Diskussionen om forbuddet mod transkønnede har afsløret en tankevækkende udgiftspost i militæret.

Hvert år bruger det amerikanske militær 41,6 millioner dollars på potens-præparatet Viagra. (Foto: MARK BLINCH © Scanpix)

Donald Trumps forbud mod transkønnede i det amerikanske militær og den efterfølgende diskussion om omkostninger til sundhedsydelser har afsløret et interessant forhold.

Under gennemgangen af militærets budgetter er det kommet frem, at soldater og andet militærpersonel årligt indtager medicin mod impotens - erektil dysfunktion - til en værdi af 84 millioner dollars. Heraf går 41,6 millioner dollars udelukkende til præparatet Viagra.

Det skriver The Washington Post, som citerer en analyse fra tidsskriftet Military Times.

Donald Trumps forbud mod transpersoner i militæret begrunder præsidenten blandt andet med udsigten til høje omkostninger til hormoner og anden medicin.

I den forbindelse er der opstået et spørgsmål om, hvor mange soldater Donald Trumps nye forbud vil ramme, og hvor mange penge militæret bruger på medicinudgifter til transkønnede.

Medier og analysebureauer estimerer, at der er mellem ​1.320 eller 15.500 transkønnede soldater i aktiv tjeneste, og ifølge Post Rand Corporation vil militærudgifter til den gruppe af soldater løbe op i mellem 2,4 og 8,4 millioner dollar.

The Washington Post konstaterer således, at de forventede udgifter til transkønnede soldater altså er fem gange lavere end det beløb, som militæret i dag bruger på Viagra.

Forbuddet mod transpersoner har affødt en del kritik af præsidenten, eksempelvis fra kendte republikanere som John McCain og homoseksuelle medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Facebook
Twitter