USA's økonomi lider største tilbageslag i 70 år

USA's bnp dykkede med 9,5 procent fra første til andet kvartal, der var præget af nedlukningen.

Den amerikanske økonomi er hårdt ramt af coronakrisen. (Foto: SPENCER PLATT © Scanpix)

Den amerikanske økonomi led et stort tilbageslag i andet kvartal, hvor landet var ramt af coronaudbrud og en delvis nedlukning af samfundet.

Fra første til andet kvartal skrumpede USA's økonomi med 9,5 procent målt på bnp, der er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.

Det skriver Washington Post. Det er det største fald i de lidt mere end 70 år, der er ført statistik over udviklingen.

Faldet på 9,5 procent er nogenlunde på linje med, hvad man har set i Tyskland, der i andet kvartal havde en tilbagegang i økonomien på 10,1 procent.

- Den amerikanske økonomi er på den måde banket fem år tilbage og oplevede i andet kvartal det største økonomiske tilbageslag nogensinde målt, siger Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

- Det kraftige tilbageslag blev hovedsageligt skabt i starten af kvartalet, da økonomien stod bomstille i april. Fra den ene dag til den anden faldt forbruget med 30-35 procent.

- Siden har vi set et comeback til forbruget i både maj og juni. Den amerikanske økonomi vil derfor efter alt at dømme allerede i tredje kvartal begynde at vokse igen, siger han.

Ud over tallet for bnp er der offentliggjort et dystert tal fra det amerikanske arbejdsmarked.

1,43 millioner meldte sig ledige i sidste uge, hvilket er blandt de højeste tal i historien, men dog lavere end i starten af nedlukningen.

/ritzau/

Facebook
Twitter