USA's østkyst forbereder sig på Irene

Orkanen Irene nærmer sig den amerikanske østkyst, og de lokale myndigheder tvinger nu borgerne hjemmefra.

Befolkningen langs den amerikanske østkyst forbereder sig på, at orkanen Irene skal ramme land. (Foto: Nicholas Kamm © Scanpix)

Myndighederne i Cape May County i Philadelphia, USA, vil tvangsevakuere cirka 750.000 beboere fredag, da orkanen Irene nærmer sig området. Det skriver den lokale avis Philadelphia Inquirer.

Beslutningen blev truffet torsdag aften dansk tid, hvor det stod klart, at orkanen sandsynligvis vil ramme den amerikanske østkyst lørdag.

Myndighederne nødberedskabs-koordinator Frank McCall vurderer, at myndighederne i andre kystområder også vil blive nødt til at lave lignende evakueringer.

Undtagelsestilstand i New York

I staten New York har guvernør Andrew Cuomo erklæret undtagelsestilstand som forberedelse til, at orkanen Irene skal ramme kysten.

Der er tale om et administrativt skridt, som forenkler koordineringen af arbejdet i de enkelte regeringsinstitutioner, ligesom det åbner for en mulighed for hjælp på føderalt plan.

- I denne nødsituation aktiverer jeg delstatsregeringen på alle niveauer, så de kan forberede sig på en hvilken som helst situation, der er forårsaget af orkanen Irene, siger Cuomo.

Anden naturkatastrofe på en uge

Togdriften blev aflyst, og arbejdere blev indkaldt for at beskytte elektriske ledninger i Washington D.C., der er truet af orkanen Irene.

Det kan blive anden gang på en uge, at den amerikanske hovedstad rammes af en naturkatastrofe. Tidligere på ugen blev østkysten ramt af et kraftigt jordskælv.

Irene betegnes som en kategori 3 orkan, som torsdag aften drager hærgende hen over de lavtliggende Bahamaøer og det sydlige af Florida.

Orkanen ventes at gå i land i North Carolina og videre langs den tætbefolkede amerikanske østkyst.

Irene kan komme til at ramme både millionbyerne Washington og New York.

Facebook
Twitter