USA's præsident spiste middag med smittet pressechef: Trump nægter at lade sig teste

Pressechefen for Brasiliens præsident er testet postiv. Inden mødtes han med USA's præsident.

Donald Trump trykker hænder med Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro under et møde i Florida i weekenden. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)

Lørdag aften spiste USA's præsident Donald Trump middag og tog gruppefoto med en delegation fra Brasilien.

Få dage senere blev en af Trumps brasilianske middagsgæster testet positiv for coronavirus.

Den smittede er pressechef for Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, som nu har ladet sig teste. Svaret ventes senere i dag.

Brasiliens præsidents pressechef, Fabio Wajngarten, er testet positiv. (Foto: SERGIO LIMA © Scanpix)

Skulder ved skulder

Det er første gang, at en bekræftet smittebærer har været i nærheden af USA's præsident.

Alligevel oplyser Det Hvide Hus, at Trump ikke har nogen planer om at lade sig teste for coronavirus eller gå i frivillig karantæne, skriver nyhedsbureauet AP.

Pressechef i Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, siger i en udtalelse, at Trump "havde næsten ingen interaktion" med den smittede, Fabio Wajngarten.

Wajngarten lagde selv et billede på Instagram søndag, hvor han står skulder ved skulder med Trump. Præsidenten holder en hat med påskriften "Make Brazil Great Again", som han fik i gave af sine gæster.

En video fra mødet, der foregik på Trumps resort Mar-a-Lago i Florida, viser den brasilianske pressechef stå lige bagved præsidenten.

Pressechefen er manden med briller i videoen:

Andre gæster i karantæne

I modsætning til Trump er to republikanske senatorer, som også deltog i mødet i Florida, gået i frivillig karantæne efter at have været i kontakt med den brasilianske delegation.

Det drejer sig om senator Rick Scott fra Florida og Lindsey Graham fra South Carolina. Sidstnævnte har ladet sig teste og afventer svar.

Den smittede brasilianer var i USA i tre dage. Efter mødet på Mar-a-Lago deltog han blandt andet i en fødselsdagsfest for Kimberly Guilfoyle, som er kæreste med præsident Trumps søn Donald Trump Jr.

Coronavirus i USA

  • 1.762 smittede

  • 41 døde

Coronavirus i Brasilien

  • 77 smittede

  • 0 døde

Facebook
Twitter