Beredskabsmeddelelse

Farlige stoffer i 9260 Gistrup

USAs regering vil genoptage henrettelser efter 16 års pause

Fem henrettelser er planlagt, efter at justitsminister siger, at han vil genoptage brug af føderal dødsstraf.

Justitsminister William Barr har givet ordre til, at dødsstraffen nu genoptages på føderalt plan. (Foto: Drew Angerer © Ritzau Scanpix)

USA's regering vil efter 16 års pause genoptage henrettelser på føderalt plan.

Fem henrettelser af dømte drabsmænd er planlagt, siger justitsminister William Barr.

Den første af de fem henrettelser skal efter planen finde sted den 9. december, skriver nyhedsbureauet dpa. Her bliver Daniel Lewis Lee henrettet for at have slået en familie på tre ihjel, heriblandt en otteårig pige.

Daniel Lewis Lee var medlem af en gruppe, der kæmper for hvidt overherredømme. Han blev kendt skyldig i det tredobbelte drab i 1999 og har siddet på dødsgangen siden da.

De fire andre dødsdømte vil blive henrettet i de følgende uger, fremgår det af en meddelelse fra justitsministeriet.

Flere henrettelser vil blive fastsat på et senere tidspunkt, skriver justitsministeriet.

- Vi skylder ofrene og deres familier at gennemføre den straf, som vores retssystem har idømt, lyder det i en udtalelse fra Barr.

Trump har talt for strengere straf

Præsident Donald Trump har gentagne gange talt for strengere straffe for grove voldsforbrydelser. Det gjorde han blandt andet efter et skyderi mod en synagoge i Pittsburgh sidste år.

Beslutningen om at genoptage henrettelser vil kun gælde inden for det føderale retssystem. Her dømmes for forbrydelser mod USA's føderale lovgivning.

Det gælder for eksempel forbrydelser, der foregår på føderalt område som nationalparker eller indianerreservater, forbrydelser mod føderalt ansatte, forbrydelser hen over delstatsgrænser, told- og immigrationsforbrydelser og sager om import af børneporno eller trafficking.

De enkelte amerikanske stater bestemmer selv, om de vil gøre brug af dødsstraf i deres retssystemer. Det er der flere af dem, der gør.

Omkring 20 delstater har afskaffet dødsstraffen, mens andre ikke har foretaget henrettelser i mange år.

Ingen henrettet siden 2003

På føderalt plan er ingen blevet henrettet siden 2003. Men tiltalte er stadig blevet idømt dødsstraf, selv om denne form for straf var suspenderet.

I 2014 beordrede præsident Barack Obama justitsministeriet til at foretage en gennemgang af dødsstraf og de problemer, der var med at bruge dødelige indsprøjtninger ved henrettelser.

Det førte til, at henrettelser i praksis blev helt indstillet.

Justitsministeriet meddeler torsdag, at gennemgangen nu er fuldført, og at henrettelserne kan genoptages.

I ordren fra justitsminister Barr fremgår det, at man fremover kun skal bruge et enkelt dødeligt stof ved henrettelser. Der har tidligere været problemer ved de henrettelser, hvor man har anvendt en kombination af tre kemikalier.

/ritzau/Reuters