USA's rigeste opfordrer politikere til at øge formueskatten

I åbent brev fastslår en gruppe superrige amerikanere, at det er i USA's interesse at beskatte dem hårdere.

Den ungarsk fødte milliardær og filantrop George Soros er medunderskriver af det åbne brev. (Foto: GEORG HOCHMUTH © Scanpix)

Milliardærer som George Soros og Facebook-medstifter Chris Hughes er blandt en gruppe amerikanske velhavere, som opfordrer politikerne til at stramme skatteskruen for ultrarige personer.

Det skriver Financial Times.

Mandag offentliggjorde 18 af USA rigeste personer et åbent brev, hvor de taler for en "moderat" skat på aktiver for de rigeste 0,1 procent af USA's befolkning.

Etisk og økonomisk ansvar

Opfordringen falder ifølge Financial Times sammen med, at "økonomisk ulighed fremstår som en af de afgørende temaer" ved præsidentvalgkampen i 2020.

- USA har et moralsk, etisk og økonomisk ansvar for at øge beskatningen af vores formuer, skriver gruppen af superrige på websiden Medium.

- En formueskat kan bidrage til at gøre noget ved klimakrisen, forbedre økonomien og styrke vores demokratiske frihed, hedder det videre.

Ikke en støtteerklæring

Mens brevets forfattere understreger, at opfordringen er upolitisk og ikke en støtteerklæring til en af kandidaterne til valget næste år, så nævner de et skatteforslag fra Elizabeth Warren.

Senatoren fra Massachusetts, som håber at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat, har foreslået en ny skat for personer med formuer på 50 millioner dollar eller derover.

Ifølge Warren vil den nye skat give et ekstra årligt provenu på 275 milliarder dollar.

- Hendes forslag vil give millioner af familier en bedre mulighed for at opfylde den amerikanske drøm, hedder det i brevet.

'Vi skal nok klare os'

Mens formuebeskatning er mere almindelig i Europa end i USA, så viste en meningsmåling i februar, at 74 procent af de amerikanske vælgere støtter sådan et tiltag.

Ifølge Liesel Pritzker Simmons, der står til en enorm familiearv og er blandt brevets underskrivere, skal præsidentkandidater ikke være nervøse for at gøre sig til fortalere for en hårdere beskatning af de rigeste.

- Jeg har hørt visse kandidater sige, at det (en formueskat, red.) er en klassekamp. Vi ønskede at sige: I skal ikke bekymre jer om os. Vi klarer os fint, siger Liesel Pritzker Simmons til avisen.

/ritzau/

Facebook
Twitter