USA's skoleelever valfarter mod Washington: 'Det er et spørgsmål om liv eller død'

Op mod en halv million mennesker forventes at samle sig i USA's hovedstad for at demonstrere for ny våbenlov.

  • Allerede tidligt lørdag morgen var demonstranter samlet i USA's hovedstad i protestbevægelsen 'March for Our Lives'. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)
  • Et forbud mod semiautomatiske våben er en af de reguleringer, arrangørerne bag 'March for Our Lives' håber at opnå. (Foto: © Aaron P. Bernstein, Scanpix)
  • Demonstrationen i Washington DC forventes at samle op mod en halv million mennesker. Blandt dem er udover overlevende fra masseskyderiet på Marjory Stoneman Douglas skolen i Parkland også overlevende fra masseskyderiet på natklubben Pulse i Orlando i Florida. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Demonstranterne var samlet lørdag morgen langs Pennsylvania Avenue i Washington DC. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Også i Miami i delstaten Florida var folk samlet lørdag morgen for at demonstrere. (Foto: © JAVIER GALEANO, Scanpix)
  • Demonstranter i Miami, i delstaten Florida hvor man i kølvandet på skyderiet den 14. februar har vedtaget nye love, som blandt hæver aldersgrænsen for at købe våben og indført et mere omfattende baggrundstjek. (Foto: © JAVIER GALEANO, Scanpix)
1 / 6

Aldrig mere.

Sådan har det lydt igen og igen fra de overlevende fra skoleskyderiet i byen Parkland i delstaten Florida, hvor 14 elever og tre lærere og elever blev dræbt den 14. februar.

Og flere af Marjory Stoneman Douglas-eleverne, som overlevede, er i dag samlet i USA's hovedstad Washington DC i en kæmpe demonstration for at lægge pres på den amerikanske kongres til at diskutere våbenlovgivningen i USA.

Eleverne har været aktive i landets medier og talt åbent om tragedien og også udfordret politikerne til at diskutere lovgivningen.

Arrangørerne af dagens demonstration har netop været på coveret af magasinet Time med overskriften 'Enough' (så er det nok, red.):

Jaclyn Corin, Emma González, David Hogg, Cameron Kasky og Alex Wind, der i et interview med den amerikanske tv-station CNN understregede vigtigheden af protestbevægelsen:

-Det er et spørgsmål om liv og død. Alle har deres egne ideer om, hvordan det her kan ændres, men jeg tror, vi alle sammen er enige om, at det skal ændres. Epidemien af masseskyderier vi har her i landet er frygtelig, lød det.

Op mod en halv million mennesker forventes at samles til demonstrationen, der er planlagt til at begynde klokken 12 amerikansk tid - klokken 17 dansk tid - og flere store amerikanske popstjerner som Ariana Grande, Miley Cyrus, Common og Demi Lovato vil optræde.

I alt er der arrangeret mere end 800 støtte demonstrationer verden over, og ifølge Quartz har verdenskendte film- og tv-stjerner doneret til kampagnen, heriblandt talkshow-værterne Oprah Winfrey og Ellen Degeneres samt skuespilleren George Clooney.