USA's største konspirationsteoretiker konfronterer Sanders-fans til vælgermøde

Radioværten Alex Jones demonstrerede ved et vælgermøde for Bernie Sanders.

- Vi skal have kommunisme nu, vi skal have Venezuela nu, vi skal være som Nordkorea, skriger radioværten Alex Jones igennem en megafon.

Han står på toppen af en gigantisk, sort, pansret pickup-truck.

Den kører rundt om pladsen midt i Austin i delstaten Texas, hvor Bernie Sanders havde samlet 15.000 tilhængere til et vælgermøde før Super Tuesday.

Mange råber skældsord tilbage mod Alex Jones. En trækker bukserne ned og ”mooner” ham, andre giver fingeren eller spytter.

Alex Jones er USA's mest kendte konspirationsteoretiker og en ultrakonservativ radio- og tv-vært. Så er han en markant støtte af Donald Trump - og præsidenten har ved flere lejligheder talt om Jones i rosende vendinger.

Den kontroversielle radiovært Alex Jones kører rundt i sin pansrede truck. Her protesterer han i Richmond, Virginia mod en strammere våbenlovgivning. (Foto: LEAH MILLIS)

”Infowars Battle Tank”, står der på siden af bilen. Ved hovedsageligt at fortælle historier, der er baseret på konspirationsteorier, er programmet Infowars vokset fra et lille radiostudie i Austin til en stor medievirksomhed, der laver traditionelt tv og radio som en lang række internetbaserede shows og historier.

- Hvis I elsker ham, burde I flytte til Nordkorea, råber Jones og hopper ud af bilen.

Omgivet af sikkerhedsvagter og sine egne folk, der filmer, mens han går ind på pladsen og op mod hegnene, der omgiver Sanders-arrangementet i Austin.

- Bernie Sanders er en bedrager, der ødelægger alt, fortsætter han.

Flere Sanders-tilhængere forsøger at komme tæt på, og spændingerne mellem dem og sikkerhedsvagterne bliver tydelige.

Infowars som platform

Alex Jones er en af de mest markante stemmer på højrefløjen i USA.

Han har brugt Infowars til at fortælle historier om alt, fra at terrorangrebene den 11. september 2001 var iscenesat af regeringen i Washington DC, til at masseskyderiet i 2012 på Sandy Hook-skolen i Newtown, hvor 20 seks- og syvårige børn blev dræbt, var et svindelnummer.

Formålet med det alt sammen er - i hvert fald ifølge Jones - for staten at skabe politisk opbakning til krige i udlandet og til at tage amerikanernes våben fra dem.

- Trump 2020, Trump 2020, råber Jones, mens han bevæger sig fra hegnet og ind i mængden af mennesker, der sælger Bernie Sanders T-shirts og badges.

En af vagterne kommer op at slås med en Sanders-tilhænger og flækker øjenbrynet, inden andre sætter sig imellem.

Præsident Donald Trump har rost Alex Jones flere gange. Men Jones' mange anklager har bragt ham i problemer.

Så sent som i december blev Jones straffet med en bøde på næsten 700.000 kroner i en injuriesag anlagt af en far til en af de afdøde fra Sandy Hook.

Lige nu kører flere andre sager ligesom han også er blevet smidt ud af både Youtube, Facebook og Twitter, der har vurderet, at han er for ekstrem.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter