USA's udenrigsminister: 'Enorme beviser' for, at coronavirusset stammer fra laboratorie

"Det er som bekendt valgår," lyder det fra DR Nyheders USA-korrespondent.

Mike Pompeo siger, at coronavirusset stammer fra et laboratorie i Wuhan, Kina. (Foto: pool © Scanpix)

- Jeg kan sige, at der er en betydelig mængde bevismateriale for, at det her stammer fra et laboratorie i Wuhan.

Sådan lyder det fra USA's udenrigsminister, Mike Pompeo i et interview med tv-kanalen ABC.

- Det her er en verdensomspændende krise, fordi det kinesiske kommunistparti forsøger at skjule det her. Kina opfører sig, som autoritære regimer gør ved at skjule og gemme og forvirre. Og så bruger de WHO som deres værktøj, fortsætter Pompeo.

Han kritiserer ved samme lejlighed Kina for styrets skødesløse håndtering af sagen. Han ønsker dog ikke at gisne om, hvorvidt Kina bevidst har spredt virusset ud i befolkningen.

Det kan meget vel være sket ved en fejl, ifølge Mike Pompeo.

- Det er ikke første gang, at verden er blevet udsat for virusser på grund af fejltagelser på et kinesisk laboratorie, siger han.

Korrespondent: Vi bliver ikke meget klogere

DR Nyheders USA-korrespondent Steffen Kretz siger, at udenrigsminister Pompeo er ganske fast i sin udtalelse, og det er værd at bide mærke i, fordi han har adgang til at se materiale fra de amerikanske efterretningstjenester, som arbejder på at undersøge sagen.

- Men Pompeo fremlægger ingen beviser, og han underbygger ikke sin påstand med nye oplysninger af nogen art, så vi er ikke blevet meget klogere, siger Steffen Kretz.

De amerikanske ledere har i de seneste dage optrappet ordkrigen mod Kina i forhold til corona-krisen.

- Præsidenten og nu også Pompeo beskylder Kina for at have ført verden bag lyset ved at skjule, hvor alvorligt udbruddet af Covid-19 var i Wuhan og efterfølgende at have løjet om de reelle tal for smittede og syge, siger Steffen Kretz og fortsætter:

- Samtidig kører en politisk pengetank, som støtter Trump, masser af annoncer på sociale medier med samme budskab: At Kina er ansvarlig for den pandemi, som har kostet over 66.000 amerikanere livet.

Gentager præsidenten

Kommentaren fra Mike Pompeo kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, mente at have set beviser for, at virusset var udviklet på et laboratorium i Wuhan.

Her er, hvad Trump sagde forleden.

Trump og Pompeos udtalelser går imod dem, der er kommet fra den amerikanske efterretningstjeneste om virussets ophav.

- Det er som bekendt valgår i USA. Der er præsidentvalg om seks måneder, og Trump står til at tabe i stort set samtlige målinger inklusive dem, der er foretaget af hans egen valgkampagne-stab. Flertallet af amerikanerne mener, at Trump har håndteret corona-krisen dårligt, og de giver ham skylden for, at myndighederne her stadig ikke er i nærheden af at få epidemien under kontrol, siger Steffen Kretz og fortsætter:

- Det har fået Trump til at forsøge at læsse ansvaret over på andre: Guvernører i delstater, demokraterne, tidligere præsident Barack Obama, pressen og - i de seneste dage i tiltagende grad - Kina. Så Pompeos udtalelser i dag skal også ses i det lys.

Ifølge BBC har direktøren for den nationale efterretningstjeneste tidligere sagt, at man stadig er i gang med at undersøge, hvor virusset havde sin oprindelse. Men at det ikke var "menneskeskabt eller genetisk modificeret", og at man holder sig til den "brede videnskabelige konsensus om, hvor virusset stammer fra".

- Jeg har set, hvad efterretningstjenesterne siger, og jeg har ingen grund til at tro, at de tager fejl, siger Mike Pompeo interviewet med ABC.

Det meget omtalte Institut for Virologi i Wuhan, set fra luften. (Foto: Hector retamal © Scanpix)
Facebook
Twitter