Tema Nordkoreas missiltrussel

USAs udenrigsminister: Nordkorea skal gøre sig fortjent til forhandlinger

Nordkorea var selv med ved bordet, da Sikkerhedsrådet fredag diskuterede dets omstridte atomprogram.

USA''s udenrigsminister, Rex Tillerson, ankommer til fredagens møde i FN''s Sikkerhedsråd for at drøfte Nordkoreas atomprogram. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Drew Angerer)

Truslen om væbnet konflikt på den koreanske halvø har aldrig været større end i dag, og et hensynsløst skridt kan få store konsekvenser.

Sådan lød en af flere advarsler fra Ruslands FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia, da FN's Sikkerhedsråd fredag indledte et møde om den seneste udvikling, efter Nordkorea har foretaget endnu en prøveaffyring af et langtrækkende missil.

- Krigerisk retorik og tankeløst spil med musklerne har ført til en situation, hvor hele verden gisner om sandsynligheden for krig, siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Opfordrer til dialog

Fra flere sider lyder der opfordringer til dialog.

FN's generalsekretær, António Guterres, tilbyder sine "gode kontorer" til at drøfte, hvordan man igen kan få gang i forhandlinger mellem Nordkorea og den øvrige verden.

- Diplomatisk engagement er den eneste vej frem mod bæredygtig fred og atomafrustning, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fra USA har der været forskellige meldinger om, hvad landet egentlig ønsker.

Forud for mødet kom den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, med en åben invitation til Nordkorea. Han meddelte tidligere på ugen, at USA er klar til at mødes uden betingelser.

Nordkorea skal gøre sig fortjent

Men under mødet i Sikkerhedsrådet fredag siger han, at Nordkorea skal "gøre sig fortjent" til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

Han understreger, at der "skal ske vedvarende ophør af Nordkoreas truende adfærd, inden forhandlinger kan begynde". Og USA vil ikke acceptere betingelser fra nordkoreanernes side, siger han.

Tillerson har været under pres fra sin overordnede, præsident Donald Trump, for at skærpe tonen over for nordkoreanerne.

I Washington lyder der kritik fra Trump af, at Rusland ikke gør tilstrækkeligt for at presse nordkoreanerne til at ændre kurs.

- Kina hjælper. Rusland hjælper ikke. Vi ville gerne have Ruslands hjælp, sagde Trump.

Drøftede situationen med Putin over telefonen

Han drøftede torsdag situationen i Nordkorea med sin russiske kollega, Vladimir Putin, over telefonen.

Ved mødet i Sikkerhedsrådet fredag sad repræsentanterne fra Nordkorea og USA ansigt til ansigt. Det er kun sjældent, at nordkoreanerne har deltaget i møder, der handler om landets omstridte atomprogram.

Nordkoreas FN-ambassadør, Ja Song Nam, ignorerede Tillersons opfordringer i sin tale til Sikkerhedsrådet.

Han betegner fredagens møde som "et desperat tiltag fra USA, der er skræmte over vores republiks ufattelige magt", skriver AFP.

Ja Song Nam tilføjede på mødet, at Nordkorea ikke vil udgøre en trussel mod nogen nation, så længe landets interesser ikke er truet, skriver Reuters.

/ritzau/