Utøya-ofre får nu erstatning - advokater raser over beløb

Terrorofrene har fået tilkendt meget lavere erstatning, end deres advokater havde krævet. De vil nu klage kollektivt over erstatningernes størrelse.

Bistandsadvokaterne er utilfredse med, at ofrene fra både Utøya-massakren og bombeangrebet i Oslo får lavere erstatning, end de har krævet. (© Scanpix)

Forældre der har mistet deres børn på Utøya krævede gennem deres advokater 500.000 kroner i erstatning for det, de er blevet påført. Men Kontoret for Voldsoffererstning giver dem 200.000 kroner i stedet for.

Og erstatningsbeløbene er bestemt ikke høje nok, mener en af bistandsadvokaterne.

- De har lagt sig væsentligt under kravene. Vi forbereder nu at klage på vegne af alle terrorofrene, siger bistandsadvokat Christian Lundin til VG Nett.

Fysiske mén

For de unge, der blev alvorligt skadede på Utøya er beløbet 350.000 norske kroner. Her krævede advokaterne 700.000 kroner.

Der er tale om børn og unge, som har fået varige fysiske mén fra terrorangrebet. En har mistet en arm, og en anden har mistet et ben. En tredje har kroniske smerter.

Frivillige får ingen penge

Heller ikke de frivillige hjælpere, der blandt andet sejlede ud for at redde børn og unge mennesker i vandet ud for Utøya, har fået tilkendt den erstatning, de ønskere. Nogen har overhovedet ikke fået tilkendt et beløb.

- Budskabet fra staten er enkelt: Ser du mennesker i nød, så gå forbi og ring til alarmcentralen, siger advokat Sjak R. Haaheim til VG Nett.

Han repræsenterer mange af de frivillige hjælpere på fastlandet ved Utøya.

Det norske politi har ellers vedkendt, at det var de frivillige hjælpere, der reddede aktionen den dag.

Sjak R. Haaheim forklarer, at mange af de frivillige hjælpere har kæmpet meget med psykiske mén efter den 22. juli, hvilket han mener, berettiger dem til erstatning.

Facebook
Twitter