Utøya-vidne frygter at miste kontrollen i retssalen

Mohammed Abdulrahman så Breivik i øjnene på Utøya. Nu frygter han at miste kontrollen, når han torsdag skal vidne mod den mand, der skød mod ham.

Ved vandkanten på Utøya blev Mohammed Abdulrahman nødt til at dykke under vandet for at undgå Breiviks skud. Torsdag skal han vidne i retten. (© Scanpix)

Mohammed Abdulrahman måtte svømme væk fra massemorderen Breivik, selv om vandet var meget koldt, og han ikke følte, han kunne klare det. Da Breivik sigtede mod ham, måtte han dykke under vandet for at undgå Breiviks Kugler.

Torsdag skal den 20-årige AUF'er vidne mod den mand, der dræbte flere af hans venner for øjnene af ham. Og han er nervøs for sin egen reaktion, når han ser Breivik.

- Jeg frygter, at jeg mister kontrollen, når jeg ser ham i dag, for jeg føler et enormt had til ham og har meget vrede i mig, siger den unge mand til VG.

Den straf han fortjener

Mohammed Abdulrahman skal vidne torsdag for at fortælle om det, han så den 22. juli. Breivik selv har sagt, at han ikke husker noget. Derfor skal Mohammed Abdulrahman fortælle retten og Breivik, hvad der skete den dag på Utøya, hvor 69 unge mistede livet.

- Breivik har sagt, at han ikke husker meget fra det, og jeg er en af de få, der har set alt, hvad der skete omkring Bolsjevika og Stoltenberget, siger Mohammed Abdulrahman.

Egentlig ville han slet ikke vidne, men nu er han glad for, at han kan fortælle om hændelserne.

Nu synes jeg det er godt, at jeg kan bidrage til, at han får den straf, han fortjener. Det er en lettelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk